Den første Steinerskole

 

Hvilke ideer lå til grund for den første Steinerskole?
Steiner opfordrede lærerne til først og fremmest at opdrage sig selv, og at forberede undervisningen så godt, at de kunne formidle sto et frit og engageret til eleverne, ansigt til ansigt.

I denne artikel skal vi beskrive nogen af de ideer og mål, som var knyttet til grundlæggelsen af den første Steinerskole i Stuttgart i 1919. Dens oprindelige navn var for øvrigt ikke Steiner – men Waldorfskole, rettere sagt «Den Frie Waldorfskole i Stuttgart». (Waldorfskole er stadig den almindelige betegnelse i tysk- og engelsktalende lande, samt i Sverige).

Navnet hænger sammen med, at Emil Molt, som sammen med Steiner grundlagde skolen, var ejer af cigaretfabrikken Waldorf Astoria. Han ville grundlægge en skole for fabriksarbejdernes børn. Kort efter grundlæggelsen ønskede Steiner og Molt med ere at danne det verdensomspændende netværk af frie skoler inspireret af Waldorfskolen. Steiner blev spurgt, om det ikke ville være mere passende at kalde denne bestræbelse for «Foreningen for grundlæggelsen af Rudolf Steiner skoler» i stedet for Waldorfskoler. – Det kan vi på ingen måde gøre, svarede han resolut. Det ville være uheldigt med et navn, som blev knyttet for stærkt til ham som person. Hvis man ønskede at skifte navn, mente han, at Goetheanisme-skolen, som knyttede direkte an til skolens fænomenologiske metode, ville være mere passende.

 

Goethe

Ønsket om at knytte an til poeten og naturforskeren Johan Wolfgang Goethe, siger meget om Steiners pædagogiske ideer. Kort opsummeret betragtede Goethe hele naturen som gennemtrængt af ånd, og han så på plantens livscyklus som en manifestation af en åndelig idé: Alle mulighederne er trukket sammen i frøet, som gradvist realiserer sig gennem bladdannelse, stængel, bægerblad, blomst og frugt. Også mennesket, mente Steiner, har på samme måde noget iboende, som skal realiseres; det skal blive sig selv. For at det skal være muligt, må læreren være som en gartner. Han må skabe omgivelser, barnet kan vokse i. For at kunne det, må han som gartneren har viden om plantens udviklingsbetingelser, vide noget om, hvordan barnet er og hvordan det udvikler sig.

Barnet skal blive tiltalt og inspireret på en måde, som gør, at det som et voksent menneske kan kende sig selv og tage ansvar for sin moralske indstilling. Et menneske, som tager ansvar for sine egne ord og handlinger, er et frit menneske. Og et frit menneske kan tilføre samfundet noget nyt.

 

Frie, ansvarlige lærere

For at opdrage til frihed, må opdrageren selv være fri. Om lærerens arbejde udtalte Steiner at «det ville ikke falde mig ind at sige, at undervisningen blot kan bedrives på en bestemt måde. For det, som kan se ud som modsætninger, kan hver på sin måde være helt rigtigt. Ja, hvis en lærer vil efterligne en anden, så kan det blive forkert. Det er netop derfor, at Waldorfskolen bærer navnet ”fri skole”. Han advarede mod, at man ville få «lærermaskiner», hvis hans eksempler blev fulgt slavisk. Disse skal slet ikke udføres på den måde, han anviste, for «der behøver ikke være sten på sten tilbage af de konkrete forslag, jeg kommer med. […] man må ikke gøre eksemplerne til modeller og programmer.»

Steiner satte som betingelse for overhovedet at være med på at grundlægge skolen, at «lærerne, som bærer det daglige ansvar for undervisningen, skal have frihed til at undervise og drive skolen uden at blive dikteret af politiske og økonomiske interesser». Waldorfskolen skulle bestå af frie lærere,som tog ansvar for deres egen undervis- ning, som ikke skød motiverne for deres handlinger over på statslige pålæg og forordninger.

 

Frihedsrum

Et sådant frihedsrum skabes ud fra tillid og ansvar. Ansvar kan indebære god og kontinuerlig information fra lærerenes side, og interesse for den pædagogiske idè fra forældrenes side. Ansvar kan videre indebære råd og vejledning lærerne i mellem, og åbenhed for velment og konstruktiv kritik både fra elever, forældre og kolleger. Tilliden er ikke blind, den er seende; den opstår, når resultaterne af pædagogikken viser sig i elevernes trivsel, lærelyst og engagement.

Enhver skole vil også selv kunne nde frem til former for kvalitetssikring, som er adækvate. I et sådant arbejde vil forældrene være en uvurderlig ressource. Men selv om man skaber rammer og kvalitetssikringer sammen, vil alt stå og falde med det enkelte menneske. Derfor opfordrede Steiner lærerne til først og fremmest at opdrage sig selv, for eksempel ved at forberede undervisningen så godt, at de kunne formidle stoffet frit og engageret til eleverne, ansigt til ansigt. Selvopdragelse, mente han, ville betyde mere for den enkelte elevs faglige og etiske udvikling end alskens formaninger og moraliseringer.

 

Lektier – ikke for kontrol men for læringsiver

Steiners ideer var temmelig radikale, når det gjaldt lektier. Han var af den mening, at «lektier kun skal blive givet som frivillige opgaver, ikke som pligt opgaver.» Ikke nok med det: «Opgaverne, man giver som lektie, skal man kun give, hvis man er sikker på, at eleverne har en vis iver efter at løse dem.» Hvorfor det? Steiners syn på lærestoffet var, at det var sjælelig næring, og da måtte man give næringen på en måde, som befordrede liv og aktivitet hos eleven, lektier virker kun sundhedsfremmende og vitaliserende, mente Steiner, hvis eleverne virkelig vil lave dem. Hvis lektier gives i fag efter fag uden at læreren formår at tænde begejstring, således at eleverne ud fra sig selv virkelig vil arbejde videre med dette, også når skolen er færdig, bliver resultatet dårligt. Man får elever, som pligtmæssigt udfører lektie efter lektie, og det ender med at «vi får en skole med blege børn.» I stedet «skal vi hellere bestræbe os på at beherske lærestoffet i en sådan grad, at vi ikke behøver at give ere opgaver end dem, som kan udføres på skolen.»

 

Barnet i skolen – samfundets fornyende kraft

Med grundlæggelsen af Waldorfskolen fulgte ikke bare en pædagogisk, men også en social opgave: – Hvordan arbejder vi sammen?

Barnet er ikke til for samfundet, hævder Steiner, men omvendt; samfundet er til for barnet og skal derfor sørge for, at det kan få udviklet sine specielle egenskaber. Det vil samfundet profitere af, eftersom der så altid vil ndes en dynamik, hvor nye generationer med skabertrang bliver en fornyende kraft.

Dette var bare nogle få eksempler på ideer og mål, som lå til grund for steinerpædagogikken. Helhedsbilledet er mere komplekst og sammensat. I litteraturlisten kan man finde mere stof om emnet.

 

---

Oversat af Anine Svane Olesen
Denne artikel har været trykt i Steinerskolen, #3 / 2011.