Om munden, der giver problemer
Jordemoder, Hillerød Hospitals Fødeafdeling, Sundhedsfaglig Diplomuddannelse, Rudolf Steinerskolen i Vejlby Riskov, 40 år
På steinerskoler er der ikke spejle på toiletterne. Det vigtige er nemlig ikke, hvordan man ser ud udenpå. Desuden er der mange andre måder, hvorpå man kan blive konfronteret med sig selv. For Christina Vilhelmsen fandt mødet med hende selv sted i male- og tegnetimerne.
– Det, jeg husker bedst er tegningen. Når man tegner, møder man sig selv hele tiden. Jeg kæmpede med mig selv, jeg lærte mine tanker at kende. Når jeg lavede portrætter, drillede munden altid, der var altid noget, der skulle justeres. Det krævede en enorm vilje at blive ved og ved og ved. Det var arbejde, resultat, arbejde, resultat hele tiden. Munden var altid et problem.
Tegneundervisningen
– I dag kan jeg se, at tegneundervisningen lærte mig rigtigt meget om problemer og deres løsning. Problemet “munden” kunne jo løses på forskellige måder. Ingen af måderne var mere “rigtig”, end den anden.
Christina Vilhelmsen rører rundt i kaffen, kigger op og siger:
– Det handler om at se fejl som en mulighed.
Den afslappede og næsten ligegyldige måde, hun siger sætningen på, som havde hun sagt “det regner” eller “det er onsdag”, vidner om, at der er tale om en dybt indgroet holdning. Det er ikke et tidstypisk postulat, som hun har samlet op fra en selvudviklingsbog. Måske er det et forsøg på at give sætningen den fortjente vægt, at hun uddyber:
– Du kan lave et perfekt regnestykke. To plus to er nu engang tre! Men du kan ikke lave et perfekt kunstværk. De kreative fag lærte mig, at man altid kan gøre tingene bedre – anderledes. Og på den måde bliver vejen til resultatet faktisk mere interessant end selve resultatet.
– Fejlene er jo en mulighed for at forbedre undervejs i processen. Og så handler tegneerfaringerne pludselig om alt muligt andet også. Så er lektien fra de kreative fag, at alt er muligt. Det giver selvtillid at vide, at man kan alt. Men at man bliver nødt til at knokle rigtig meget for det, og at de valg, man træffer i processen er betydningsfulde.
En af de dygtige elever
Christina Vilhelmsen var nok en af de dygtige elever på steinerskolen i udkanten af Århus. Havde skolen haft karakterer, ville hendes givetvis have været høje. Hun har nu aldrig interesseret sig for karakterer, og savnede dem ikke i skolen.
– Selv om jeg godt kunne lide at måle mig i forhold til kammeraterne, var det mine egne mål, der var vigtige. Ikke et eller andet predefineret mål. Jeg flyttede selv barren højere og højere. Og når jeg kigger tilbage i dag, er det jo evnen og disciplinen til at blive ved og ved, der har givet mig meget mere, end en karakter ville have gjort. Den afsluttende årsopgave om “fosterudvikling” gjorde, at Christina besluttede sig for at læse til jordemoder. Men da hun aldrig havde prøvet at gå til eksamen, meldte hun sig til eksamenstræning på det lokale center for voksenundervisning. Her grinede lærerne ad hende, og hun blev nærmest smidt ud med ordene: “Her har du ikke brug for at være. Du kan jo stoffet, og du er ikke engang nervøs.”
Blandt kollegerne er Christina Vilhelmsen kendt som en med et højt fagligt niveau, og hun hører til dem i faget, der anser den humanistiske indsats som vigtig. Når hun selv skal give et bud på hvorfor, siger hun:
– Den måde, undervisningen var lagt an på i skolen med stor vægt på det sociale, har været med til at udvikle min empati. I musikundervisningen og i dramaperioderne lærte jeg en masse om at forstå og tage hensyn til mine kammeraters indsats, så vi sammen kunne lykkes. Det kræver indlevelse – derfor falder det mig ikke svært at forstå andre mennesker. Også selv om de handler og agerer på anderledes måder, end jeg selv ville. Måske fordi jeg ved, at anderledes ikke er det samme som forkert. Det vigtigste er at være nysgerrig efter at forstå intentionen bag handlingerne. Så bliver alle handlinger meningsfulde.
Om ansvar
På fødegangen i Hillerød er Christina Vilhelmsen ikke en af dem, der sniger sig langs panelerne. Hun deltager – nogle gange meget aktivt.
– Altså, ting skal give mening. Hvis der er forhold på afdelingen, der ikke giver mening, kan jeg ikke holde det ud. Men jeg brokker mig ikke – jeg forsøger at finde sammenhænge og begrundelser. Jeg stiller spørgsmål. Og hvis nogen besvarer mine spørgsmål med at sige, “at et eller andet er umuligt”, så tager jeg gerne et ansvar.
– Der er intet, der er umuligt – i al fald ikke inden alle muligheder er afsøgt.
Christina Vilhelmsen taler gerne om ansvar, måske fordi hun i sit arbejde oplever, at mange gravide i dag kaster ansvaret for den kommende fødsel over på andre.
– Den ansvarsforflygtigelse strider mod alt, hvad jeg har lært. Hele mine skoletid lærte jeg, at livet er dit eget ansvar. Når det lykkes, men også, når tingene ikke lykkes. Der er ikke nogen andre, man kan bebrejde – det svarer til at have andre til at leve ens liv.
– Det er derfor mine egne børn går i steinerskole: De skal lære at kunne træffe valg, der giver mening og at deres handlemuligheder er mangfoldige. De skal lære, at det ikke er farligt engang imellem at stå alene, lære, at det ikke er farligt at tage ansvar. At det faktisk er nødvendigt!
Fra udgivelsen ‘Leve helheden’ – 15 interviews med tidligere steinerskoleelever, forældre og eksperter
Samlet af Thomas Uhrskov
