Om det forkerte som godt kan være rigtigt
Designer, Anne Black aps, Rudolf Steiner-Skolen, Odense 40 år
Når designer Anne Black tænker tilbage på sin skolegang er “tryghed” det første ord, hun kommer på. Men skoletidens tryghed danner blot grundlaget for det, som er hende mere magtpåliggende at tale om. Nemlig det “ekstra”, som hun mener at have fået med i skolegave.
– Man kan kalde det empati, interesse eller opmærksomhed over for ens omgivelser. Det handler om de spørgsmål, man stiller. Jeg oplever ofte – for eksempel til middagsselskaber – at folk primært stiller spørgsmål om ens karriere eller antal af børn, man har. Jeg finder det meget mere interessant at høre, hvad folk tænker, hvordan de har det, hvad de synes…
Anne Black og hendes mand, der er direktør i hendes design-virksomhed, synes ofte noget meget forskelligt.
Der ikke kun findes én rigtig fremgangsmåde
– Min mand har en uddannelse i at skabe og drive en virksomhed, og han har en meget klar opfattelse af, at der er rigtige og forkerte måder at gøre tingene på. Det fatter jeg simpelthen ikke. Jeg tror ikke på, at der kun er én måde at gøre tingene på – og det lige meget, om det handler om budgetter, salg eller lønaftaler. Verden kan nu engang ikke reduceres til enten eller. Min opfattelse af, at der ikke kun findes én rigtig fremgangsmåde, er noget jeg har fået via min skolegang, og den bredde i horisonten er noget ekstra, som burde være ere forundt.
– Det virker, som om mange omkring mig er optagede af facits og resultater, hvor processen og indholdet interesserer mig langt mere. Jeg tænker, der er mange forskellige fremgangsmåder, og man må selv være den, der afgør hvilken måde, der er den rette. Mange er så optagede af at holde sig til en eller anden metode, de har lært, og de er villige til at forkaste synspunkter eller procedurer, der ikke er lige efter lærebogen.
Den elastiske opfattelse af, hvad der er muligt udspringer, ifølge Anne Black, fra skoletidens undervisningsform.
– Vores lærer fremlagde stoffet, og så gik vi hver især hjem og arbejdede videre med det i vores hæfter. Hvad, vi fik ud af det, var vidt forskelligt. Det handlede vel om vores forskellige temperamenter. Peter forstod det altid meget intellektuelt, mens Hanne bearbejdede stoffet langt mere kunstnerisk. Begge måder havde naturligvis lige meget værdi. Det kan godt være, at vi i begyndelsen blev overraskede over forskelligeheden i den måde, vi opfattede og bearbejdede stoffet på, men efterhånden blev det ganske naturligt at opleve, at det samme udgangspunkt kan give vidt forskellige resultater. Måske er det dér, at tolerancen kommer fra.
Mange forskellige fag
– Det var jo også fantastisk, at vi gennem hele skoleforløbet konstant var i kontakt med så mange forskellige fag på én gang – ikke kun, når der var “projekt-uge”. For der ndes ikke en eneste elev, som ikke er stærk på et eller andet område. Alle har ét sted, hvor de er bedre end de fleste. Det bør tilkomme ere at opleve det.
På trods af de forskellige udgangspunkter – eller måske netop på grund af dem, blev oplevelsen indimellem fælles, og de øjeblikke beskriver Anne Black som magiske.
– Nogle gange kunne der opstå noget magisk. En følelse af samhørighed, når alle gjorde noget samtidig. Det kunne være i musikken, i sangen, i orkester, kor, eurytmi eller endda i håndværkstimerne. De øjeblikke står stadig meget stærkt i min hukommelse.
Anne Black gik alle 12 år i steinerskolen og havde ikke noget behov, for at skifte til gymnasiet undervejs.
– Jeg tror, at det er i overskolen, man høster alt det, som er sået i grundskolen. Det er vigtigt at runde af og gå til vejs ende. Der er intet, man ikke kan nå bagefter – også selv om der ikke er karakterer. For selv med en studentereksamen i hånden er mange nødt til at tage supplerende enkeltfag og eksaminer for at komme ind på videregående uddannelser. Man ryger ikke bag i køen, bare fordi man har gået på steiner.
Desuden synes jeg, at det, virker uhensigtsmæssigt så tidligt I livet at skulle begrænse og specialisere sig fagligt. Man aner jo ikke, hvem man er, når man blot er 15, 16 eller 17 år.
Fra udgivelsen ‘Leve helheden’ – 15 interviews med tidligere steinerskoleelever, forældre og eksperter
Samlet af Thomas Uhrskov
