At arbejde både intellektuelt og kreativt med faglige emner
”DET FIK JEG MED MIG…” – tidligere Steinerskoleelever har ordet:
MARIE KOLMOS, Født 1982
Gik på Rudolf Steiner skolen i Vordingborg fra 1989—1991 og 1994-1997 og på Höhere Fachschule für Sozial- pädagogik i Lausanne, Schweiz fra 2004-2008
Uddannelse: Dipl. Sozialpädagogin og kand.pæd. i pædagogisk psykologi
Arbejde: Videnskabelig assistent på Aarhus Universitet
Jeg arbejder som videnskabelig assistent på Institut for Uddannelse og Pædagogik, Aarhus Universitet. Her er mit forskningsområde, hvilken betydning bestemte nærværs- og opmærksomhedsrelaterede øvelser har for elevers læring og trivsel i skolen. Det er et meget spændende felt, hvor en central del af mit arbejde består i at indsamle viden i praksis og i at kategorisere og analysere data.
Fra 1.-.8 klasse var jeg elev på Steinerskolen i Vordingborg, afbrudt af et toårigt ophold på en folkeskole i 3.-4. Klasse. Min daværende klasse ophørte efter 2. klasse med at eksistere og mine forældre besluttede derfor at tage mig ud af skolen for så i 5. klasse at lade mig komme tilbage til en sammenlagt 4./5. klasse og en dygtig lærer. Her lærte jeg, igennem steinerdidaktikkens særlige undervisningsrytme, at arbejde både intellektuelt og kreativt med faglige emner, og jeg kan se, at jeg også i mit arbejde i dag har disse to elementer med. Her skal jeg være kreativ og bruge min fantasi til fx at se mulighederne i mine forskningsdata og samtidig skal jeg bruge mit intellekt til at arbejde systematisk og fastholde tankerne.
Min vej fra Steinerskolen i Vordingborg og til Aarhus Universitet er bl.a. gået via gymnasiet, hvor jeg i 2001 tog studentereksamen. Efter et arbejdsophold i England og et reårigt antroposofisk pædagogstudie i Schweiz, vendte jeg i 2008 tilbage til Danmark for at tage kandidatgrad i pædagogisk psykologi på DPU, Aarhus Universitet, som jeg afsluttede i 2011. Jeg oplever at mine erfaringer både fra steinerskolen og fra pædagog-studiet gør, at jeg i dag er god til at tænke kreativt og se mit arbejdsfelt fra forskellige vinkler.
Denne artikel har været trykt i Steinerskolen, #3 / 2012