Børns relationer

Per Schultz Jørgensen er forsker og psykolog ved Danmarks Pædagogiske Institut. Han var første foredragsholder på den konference, Børns Vilkår afholdt i december sidste år (2004, red). Han gav nemlig hele den kulturelle og psykologiske forståelsesramme, som resten af konferencen byggede på. Han talte om børns relationer i en tid med kulturelt opbrud.

En børnevenlig tid?

Vores tid er på sin vis ’børnevenlig’ i forhold til tidligere. Vi er optagne af børnenes liv – vi inddrager børn og tager dem alvorligt. Men tager vi dem også alvorligt? Ikke, hvis vi kigger på de vilkår, de har. Ifølge Erik Sigsgaards undersøgelser tilbringer et dansk barn i gennemsnit 25.000 timer af barndommen i daginstitution. Det er en tredobling i forhold til i 70’erne. Børn opbevares. De har aldrig været så afsondrede fra arbejde og produktion som nu. De er pr. definition unødvendige – det er dyrere at have dem, end at undvære dem. Tidligere var børn nødvendige, de indgik i produktionen og i livsopretholdelsen. Forsørgerbyrden vendte, når forældrene blev gamle. I dag er børn en luksus, og det er i dag de rige familier, som får mange børn: De giver status.

Der er mange, der er ude efter børnene; de er en pengestærk målgruppe. Og TV henvender sig til børn på måder, der ofte er aggressive og moraltilsidesættende. Der er voldelige computerspil, rollespil og musikvideoer og, som forsker ved Danmarks Pædagogiske Universitet, DPU Per Schultz Jørgensen siger: “Vi aner ikke, hvad det gør ved børnene.” Det forskes der for tiden ikke i i Danmark, som i det hele taget ikke hører til eliten, når det gælder forskning på børneområdet.

Nogle ubehagelige rekorder

Per Schultz Jørgensen gav på Børns Vilkårs konference i december om at tale med børn et bud på, hvor vi kan få øje på de ændrede vilkår, ikke bare for børnene, men også for de voksne: Siden 60’erne er de paraplyer, som vi kunne forene os under (fagforeninger, klassetilhørsforhold, familiebaggrund), væk. Der er dermed sket en individualisering. Man skal skabe sig selv. Man er betingelsen for sin egen vellykkethed. Der er svækkede fællesnormer, udtyndet netværk og nye familiemønstre. For børnene betyder det også, at der er mange om opdragelsen.

Ifølge Per Schultz Jørgensen har Danmark tre rekorder på familieområdet:

Sammen med Sverige har Danmark verdensrekord i antallet af småbørnsmødre i erhvervsarbejde, nemlig 92 %. Færre og færre har deltidsarbejde.
Danmark har verdensrekord i antallet af børn i dagpasning: Tre ud af fire børn passes udenfor hjemmet.
Danmark har europarekord i familieopløsning: 30 % af børnene oplever en skilsmisse.

Den åbne barndom

Dette giver alt i alt en åben barndom, hvor det før var en styret og indrammet barndom. Derfor får kammeratgruppen stor betydning, og relationerne imellem børnene bliver af eksistentiel betydning for den enkeltes identitetsdannelse. Mobning er en katastrofe for barnet, fordi relationerne skal bære det hele. Andres reaktioner får betydning for selvbilledet: Det er ikke muligt at sige ’jeg er ligeglad’, eller at falde tilbage på tidligere succes. ’Jeg’ skabes lige her og nu, sammen med disse bestemte kammerater. Hvis de afviser mig, er jeg intet.

Tidligere blev børn opdraget med skyld og skam. I dag bliver de ’inddraget i forhandlingerne’. Mange børn i dag føler ingen skyld. De oplever ikke, at de gør noget forkert. Dette ses blandt andet i danske undersøgelser af mobbere og mobbeofres adfærd: Halvdelen af mobberne mener ikke, at de kunne gøre andet: Den anden er jo selv ude om det. Så følelsen er en anden end skyld. De føler en dyb angst: Hører jeg til? Undersøgelserne peger også på, at langt de fleste af de børn, der ikke føler skyld, selv er blevet mobbet. De vil hævne sig.

Det er ikke kun de voksne, som er afhængige af den individuelle succes. Børnene er jo efterlignere – og de overtager de voksnes normer og behov. I en verden, hvor man hele tiden skal genbeskrive sig selv i nye forbindelser, og hele tiden ’sælge sig selv’, er dét, ’ikke at høre til’, eksistenstruende for et barn. Derfor virker børn, der er anderledes, angstprovokerende på omgivelserne. For de udfordrer den normalitet, som i stigende grad er vigtig for børnene.

Anerkendelsen

Per Schultz Jørgensen skelner mellem den flygtige interaktion og den nære relation. Interaktionen har vi masser af – og det har børnene også. Men relationen – mødet mellem mennesker – er sværere at få. De fleste foredragsholdere på konferencen betonede kraftigt, at børn i dag har brug for anerkendelse. Det er noget, forskningen i stigende grad er opmærksom på. F.eks. mener den tyske filosof Axel Honneth, at de sociale konflikter skabes af mangel på anerkendelse. Anerkendelsen er nødvendig, fordi børn ikke i sig selv har nogen ’værdi’ for samfundet.

Derfor er relationerne er blevet skrøbelig. Vi kan jo ikke bare henvise til, hvem vi var sønner eller døtre af, eller hvad vores erhverv er. Vi selv, vores individuelle succes og det modsatte er på spil, selv i forhold, som tidligere var stabile og trygge. Dårlig performance var den besked, en offentligt ansat fik som begrundelse for, at hans nærvær ikke længere var ønsket. Ikke ’pjæk’ eller manglende evne til at udføre jobbet, men fremtrædelsesformen var det, der fik etaten til at reagere. Vores fremtrædelsesform er blevet afgørende for, om vores budskab når igennem eller ej. Og det lærer vores børn, de sanser det helt ind i deres sjæl og fysik, for det præsenteres alle vegne, i Tv’s ungdomsudsendelser, i fritidsaktiviteterne og endelig i hjemmet, hvor de følger forældrenes stadige opdatering af de færdigheder, den sprogbrug og den adfærd, der giver succes.

Venskabet

Vi kan anerkende barnet gennem de rammer, vi skaber omkring barnet, i de eksemplariske handlinger, vi foretager os, og i det fysiske og mentale rum, vi med vores vaner, erfaringer og færdigheder magter at sætte op. Men fordi børns vilkår er ændrede, må vi dels følge op på kontakten med barnet. Give relation og nærvær. Og dels give plads til, at deres indbyrdes relationer udvikles, stabiliseres og ikke bare er tilfældig interaktion.

Der er skrevet og talt meget om, at børn nu om dage er egoister. Det bekymrer pædagoger og lærere, for de kan være lidt svære at arbejde med. Men, siger Per Schultz Jørgensen: “Det skal de være.” Det er nødvendigt, fordi de skal genbeskrive sig selv.

Opvækstnetværket består af en base, og så er der arenaer hele vejen rundt om. Det er en kulturel kapital: En gruppe af venner, kulturelle ressourcer og sociale relationer. Og børn arbejder hårdt for at bevare relationene. Deres selvcentrering er ikke et valg. De skal være det: ’Jeg’ er det punkt, verden går udfra. Selvcentreringen er en del af det sociale. Den er rettet mod relationerne. Børn er socialt kompetente. De har en åbenhed, som gør dem smidige, men som også modsvares af rastløshed. Per Schultz Jørgensen siger:”De gamle dyder er væk. Det er det normløse samfund. Det kan man selvfølgelig begræde – men det er børnene ikke tjent med. Vi kan ikke vende om og gå tilbage til tidligere tider – og det skal vi heller ikke. Men på den anden side skal vi heller ikke bare være passive. Vi skal ned til det rene, konsistente, troværdige lag med nogle værdier, vi kan holde fast i. Og det gør vi i børnehaven, i skolen og i familien.” Det gør vi ved at anerkende og imødekomme børns udvikling og forudsætninger.

Af Irmelin Stockmarr
Denne artikel har været trykt i Steinerskolen, #1 / 2005