Bevægelseskunsten eurytmi
Bevægelseskunsten eurytmi er et fag der indtager en vigtig plads i Steinerskolens læreplan. Eurytmilærer Jette Henningsen skildrer her hvad eurytmi går ud på, og på hvilke forskellige områder den anvendes.
For knap 100 år siden søgte man nye veje indenfor alle kunstarter. Man brød med de gamle traditioner og former for bevidst at trænge dybere ind i kunstens væsen. Man begyndte at arbejde med kunstens grundelementer. Man begyndte at fordybe sig i hver enkelt farves kvalitet, i hver enkelt forms udtrykskraft, i toners og intervallers forskellige spændingsforhold, i sprogets iboende formkraft. Således opstod der nye muligheder inden for hver enkelt kunstart. I denne brydningstid opstod også et behov for at udtrykke sig på nye, frie måder inden for det bevægelsesmæssige. Bort med dansetrin og ballet-positioner. Man ville frem til at at udtrykke indre oplevelser gennem bevægelse – og den frie dans, ’Modern dance’ opstod.
I denne tid opstod også eurytmien – en helt ny bevægelseskunst. Dog har eurytmien ingenting at gøre med den frie dans. Den har en helt anden baggrund.
Eurytmien
Eurytmien blev udviklet af Rudolf Steiner. Ordet EURYTMI betyder på græsk: Harmonisk eller smuk bevægelse. Eurytmi er en scenekunst, som gennem kroppens bevægelser gør musikken og sproget synlige. Med kroppen som instrument kan man give udtryk for digtningens og musikkens inderste væsen.
Eurytmien kaldes også ’synlig tale’ og ’synlig musik’. Man kan sige, at eurytmien videreudvikler de bevægelser, som strubehovedet udfører, når vi taler, ved at vi med hele kroppen udtrykker de formkræfter, der er i bogstavlydenes kvaliteter. Alfabetets bogstaver har med mennesket at gøre på den måde, at vi gennem vokalerne kan give udtryk for vore indre oplevelser: “Å“, “A“, “I“, “O“, “U, hvor er jeg bange.“ Mennesket taler til verdenen gennem vokalerne. Og verden virker ind på mennesket gennem konsonanterne:
Vinden hviner vildt og voldsomt.
Regnen pisker på kinderne.
Bølgerne bryder kraftigt mod klippen.
Bækken risler, floden strømmer.
Svanen svømmer sagte på søens spejl.
Her mærker vi naturkræfterne omkring os.
Disse forskellige lydkvaliteter udtrykkes med armene, med kroppen, hvorved et digt eller prosa bliver til ’synlig tale’.
I ’synlig musik’ udtrykkes toner, intervaller, dur og mol, rytme og takt med kroppen gennem mangeartede bevægelser. De formtendenser, der er i et digt eller musikstykke, udtrykkes gennem koreografien.
Pædagogisk eurytmi
Alting virker ind på os – og allerstærkest ind på barnet, fordi det endnu er så uformet og modtageligt. Bevægelserne i eurytmien virker harmoniserende og formende på barnet og vækker samtidigt de skabende kræfter, og det er disse, man ønsker at arbejde med. Derfor er der ud fra scenekunsten udviklet en pædagogisk eurytmi, som udøves på alle Rudolf Steiner skoler.
Eurytmien har en vigtig social rolle i undervisningen. Man lærer helt automatisk at vise hensyn, være opmærksom og at gøre noget sammen med andre, da man bevæger sig i større eller mindre grupper i geometriske eller frie former. Helt konkrete ting som at lære bogstaverne og senere geometri og musikteori understøttes direkte af eurytmien. Gennem dette fag kan oplevelsen af det musikalske og det sproglige finde sin berigelse.
Helseeurytmi
Man kan også arbejde terapeutisk med eurytmien. Her øver man bevægelser, som er omformet, forstærket og sammensat, så de får en direkte helbredende virkning på den udøvende.
Øvelserne ordineres af en læge med godt kendskab til helseeurytmien. Bevægelserne indøves sammen med en helseeurytmist. Disse bevægelser øves da rytmisk hver dag gennem længere tid.
Erhvervseurytmi
Det sidste skud på stammen er eurytmien ude i erhvervslivet, hvor den udøves på fabrikker og virksomhedskurser.
Den har også her en social, belivende og vækkende virkning, som befordrer arbejdslyst og evne.
af Jette Henningsen
Denne artikel blev bragt i ‘Barndommen genudsendes ikke’, 2000