Børn, som ikke bliver set, giver problemer…
Interview med Susanne Pazdzior Ledam
Hvorfor skal nogle børn have specialundervisning og hvordan er forløbet egentlig fra man fornemmer et behov til et tilbud om specialundervisning er på plads?
Susanne Pazdzior, som er koordinator af Specialundervisningen på Kristofferskolen, fortæller.
Børn på overarbejde
Hvorfor skal nogle børn have specialundervisning?
De fleste børn, som har særlige vanskeligheder, er på overarbejde, når de ikke får særlig støtte. Ting, som er indlysende og lette for andre børn, er for dem en udfordring.
Det kan være på meget forskellige områder. Lad mig give et eksempel, som jeg har fra den skolepsykolog, som er tilknyttet skolen. Hun plejer at sige, at vi mennesker er “efterrettelige”. Det betyder, at vi har lyst til at følge fællesskabet og gøre som de andre. Når læreren siger “tag jeres fløjter frem”, så gør eleverne det, fordi de har lyst til at følge klassen og de bliver bekræftet i at have gjort det rigtige, når de ser, at alle har taget deres fløjter frem. For elever med ADHD, så findes denne lyst til at være “efterrettelig” ikke. De tager derfor ikke fløjten frem, og oplever ingen anerkendelse. Måske bliver de tvært imod genstand for irritation fra de andre elevers og lærerens side.
Det kan tage lang tid
Andre elever kæmper for at finde måder at klare sig på. Den socialt usikre bliver klæbende overfor en enkelt klassekammerat og følger denne rundt i skolegården og den fagligt usikre søger at finde anerkendelse ved at være den sjove…
Jo længere tid eleverne bliver i klassen uden at få hjælp og “lærer” disse måder at fungere på, jo sværere er det at støtte dem i at finde andre ligeværdige måder at være til stede i klassen på. Når et barn har gået til specialundervisning i et halvt års tid, så hører vi som regel fra både forældre og lærere, at det går langt bedre. De har færre konflikter, barnet er bedre integreret i klassens sociale liv og sidst, men ikke mindst; barnet virker langt gladere end før.
For rigtig mange af de børn, som får specialundervisning er det vigtigste, vi gør, at vi giver dem ro til at komme i kontakt med sig selv, anerkendelse af, at de kæmper med et problem og mulighed for at vise dem, at vi kan lide dem og har tillid til dem, uanset, hvor svært noget er for dem. Det gør elevens øvrige lærere selvfølgelig også, men hvor de har en hel klasse at tage vare på, der kan speciallæreren koncentrere sig om det enkelte barn.
Hvordan er forløbet fra læreren vurderer, at der er et behov for støtte til der er timer til specialundervisning til eleven?
Det er frem for alt et langt forløb. Lærer og forældre har som regel talt sammen flere gange. Det kan tage lang tid før man som forælder er klar til at acceptere, at ens barn har særlige behov. På et tidspunkt kommer jeg ind i billedet, og så har vi faktisk en fast procedure, der gør, at vi kan handle konstruktivt i forhold til de problemer, der er.
Skolestue, undervisning i klassen og på små hold
Hvordan organiserer I specialundervisningen, når børnenes behov er så individuelle?
Det er det muliges kunst.
I de sidste par år har vi haft en skolestue. Den er jeg rigtig glad for. Her samler vi 3-6 børn fra 1.-4. klasse, som nok ikke kunne rummes på skolen, hvis vi ikke havde dette tilbud.
Eleverne er sammen med deres klasse i hovedfag, men går fra resten af dagen for at have alle fagtimer i skolestuen. Her får de ro og der er plads til dem hver især. De har undervisning i dansk og regning, men har også heileurytmi og de samme kunstneriske og håndværksmæssige fag, som deres klassekammerater.
Andre elever, særligt dem med særlige indlæringsvanskeligheder, er kede af at komme ud af klassen, når de når til 6.-7. klasse. Her prøver vi at imødekomme dem ved, at specialunderviseren i nogle timer går med ind i klassen og støtter eleven dér. Det kræver meget af både klassens lærer og specialunderviseren, men vores erfaring er, at alle parter er glade for det, når de lige har vænnet sig til det.
Endelig er der de elever, som primært har brug for ro og hjælp til at kunne koncentrere sig. De får en lærer alene eller sidder sammen på små hold.
Susanne Pazdzior afrunder med ordene: Min erfaring er, at alle elever elsker deres specialundervisning, fordi de får en pause fra deres kamp for at følge med i alt det faglige og sociale, som foregår i en klasse.
af Birgitte Ravn Olesen
Denne artikel har været trykt i Steinerskolen, #1 / 2009
