Fortælling i skolen er både metode og samvær

På baggrund af behovet for en åbenhed og en forståelse for andre folk og kulturer i en globaliseret verden og et flerkulturelt samfund er det efter min mening nødvendigt at opbygge det enkelte menneskes selvbevidsthed i et dobbelt historisk og fremadrettet perspektiv. Dette er en af skolens vigtigste opgaver, og som hjælp til at løse denne opgave har vi fortællingen – som pædagogisk metode, men først og fremmest som en måde at være sammen på.

Den danske præst, salmedigter, pædagogiske forfatter, skolemand, filolog, politiker og samfundsdebattør N.F.S. Grundtvig, som levede fra 1783-1872 har haft stor betydning for udviklingen af danske friskoler, hvor Rudolf Steinerskoler udgør en særlig gren. Han lagde – ligesom Rudolf Steiner senere gjorde – stor vægt på betydningen af, at lærere fortæller om deres stof, fordi det er menneskets evne til fortælling, der giver det identitet og særegenhed. Det er en antagelse, der siden er blevet taget op og accepteret i mange loso ske og psykologiske sammenhænge.

Man kan huske en god fortælling

CHRISTEN KOLD, som for 110 år siden startede den første friskole i Danmark, fortæller, at når han og hans søskende kom op at skændes og råbte og skreg ad hinanden, kaldte deres mor børnene til sig, og i stedet for at skælde ud beordrede hun dem til at sidde ned og høre en historie. Efter ganske kort tid havde børnene glemt deres uvenskab og var blevet opslugt af moderens fortælling. Denne oplevelse af moderens opdragelsesmetode blev senere i livet afgørende for den måde, hvorpå Christens Kold ønskede at drive skole og undervisning. Efter endt læreruddannelse på Snedsted Seminarium blev Kold nemlig ansat som huslærer hos storbonden Knud Knudsen i Forballum, og her var hans fornemste opgave at sørge for, at Knudsens datter, Maren, fik lært sin bibelhistorie, så hun kunne blive konfirmeret.

Indtil Kold kom, var det ikke lykkedes for Maren at lære bibelhistorien udenad, som man skulle. Men Kold kom nu i tanke om, hvordan moderens fortællinger dengang havde sat sig så fast i hans og hans søskendes hukommelse, at de øjeblikkelig kunne rette moderen, hvis hun formastede sig til at lave om på fortællingerne. Kold begyndte derfor at fortælle bibelhistorien for Maren i stedet for at bruge den dertil indrettede og autoriserede lærebog, som skulle læres udenad. Fortællingen lykkedes, og Maren blev konfirmeret.

Frigøre almuen

En lignende barndomsoplevelse af fortællingens kraft har N.F.S. Grundtvig fortalt om. Som voksen erindrer han, hvordan hans barnepige, Marlene, hjemme i faderens præstegård tog ham op på skødet og fortalte historier for ham om almuens liv på landet. Historier, som han blev dybt optaget af, og som gjorde et afgørende indtryk på ham. Det var gennem disse fortællinger og samværet med Marlene, når hun fortalte, han senere blev overbevist om, at der lå en kraft gemt, ikke alene i Malenes ord og fortælling, men også i hendes person og i den almue, hun fortalte om.

Netop det, fortæller Grundtvig, blev baggrunden for hans tro på, at man gennem oplysning kunne frigøre almuen og gøre den til et folk. Fortællingen blev med baggrund i deres egne oplevelser med den for både Grundtvig og Kold en afgørende del af et ordentligt liv i skolen, og fortællingen har da også altid stået centralt i den Grundtvig-Koldsk inspirerede friskole, efterskole og højskole.

Fortællingen lever i friskolen

Og det gør fortællingen stadigvæk, ikke mindst i friskolen, fordi fortællingen her ikke kun skal betragtes som en god pædagogisk metode – men i lige så høj grad som en betydningsfuld, identitetsskabende samværsform. Og det er netop i den sidste egenskab, at fortællingen bør forsvares og bevares som aktivitet i alle skoler. Den afgørende forskel på et spændende foredrag, som jeg overværer sammen med en masse andre mennesker, og så dét at være sammen om en fortælling er netop identitetsdannelsen. Fortælling er, når den er god, en eksistentiel aktivitet.

Inspireret af samtidens filosofisk-romantiske bevægelse anså Grundtvig historien som afgørende for ikke blot folkets, men også den enkeltes identitetsdannelse. For at forstå sig selv for alvor som menneske og derigennem at forestille sig sine muligheder for udvikling må mennesket se sig selv indlejret i en historie. Se sig selv som en del af et forløb, som begyndte længe før, man blev født, og som fortsætter, efter at man ikke er mere.

Denne skuen tilbage for at se sit liv som en del af en helhed og en skuen frem mod en ønsket og forestillet tilværelse kaldte Grundtvig for den historisk-poetiske tilgang til livet, hvor det historiske peger bagud og det poetiske fremad. Med nutidens ord hentet fra moderne socialkonstruktivisme må man så at sige forstå sig selv som en del af en fortælling, ja, opfatte sin egen identitet og selvforståelse som en fortælling. Noget vi til tider bevidst, men mestendels ubevidst konstruerer gennem sprog og handling.

Historisk-poetisk

Hver dag levendegør vi denne personlige og fælles fortælling gennem vores handlinger, som jo netop afspejler vores måde at opfatte verden og os selv på. Vi handler ud fra en forforståelse, og vi fastholder denne gennem vores ord, gennem den måde, vi ordner og navngiver verden på. Grundtvig var af den opfattelse, at netop dette, at vi kan forholde os historisk-poetisk til vores tilværelse og udtrykke dette gennem vores ord, gennem en fortælling, er det afgørende særlige ved mennesket.

Det er fortællingen, der så at sige adskiller os fra andre levende væsener i verden. Mennesket er et dyr, der er kommet til bevidsthed om sig selv, siger Grundtvig. Ja, Grundtvig går videre og siger, at det netop er vores evne til gennem ordet – gennem fortællingen – at skabe en selvbevidsthed, der gør os til et billede af Gud.

I sin sang om menneskelivet, der er som et under (”Menneskelivet er underligt”) udtrykker han det således:
”Mennesket er i Guds billede skabt med levende ord på sin tunge,
og derfor kan han mellem træer og dyr med guderne tale og sjunge.”

Forestillingen om, at det er menneskets evne til fortælling, der giver det identitet og særegenhed, er siden Grundtvig blevet taget op i mange filosofiske og psykologiske sammenhænge, og det er i dag en alment udviklingspsykologisk accepteret viden, at menneskets samspil mellem de erfaringer, det gør, og dets sproglige kapacitet og mulighed er afgørende for dets individuelle udvikling.

Når der således i Kristeligt Dagblad den 13. oktober refereres til et nyt forskningsarbejde, der understreger, at historieundervisningen i skolen svigter den gode fortælling, så er der altså mere på spil end en tilfældig, men bedre pædagogisk metode til at lære skolebørnene historiefagets pensum.

Som pædagogisk metode

Fortælling er bestemt en god pædagogisk metode som forudsætning for læring af et bestemt stof, men det er også en måde, mennesker er sammen på og udvikler sig på. Og netop som et sådan samvær har fortællingen været praktiseret gennem mange år i de Grundtvig-Koldske friskoler – og bliver det stadig.

Her er der ikke tale om, at et bestemt pensum nødvendigvis skal gennemgås. Fortællingen i friskolen skal først og fremmest gennem den konkrete erfaring fra samværet mellem elever og lærer i fortælletimen give eleverne en oplevelse af ordenes magi og udvikle en historisk-poetisk forholden sig til tilværelsen hos eleverne.

Det stiller store krav til læreren. Dels skal hun jo som udgangspunkt forstå og acceptere denne konstruktivistiske opfattelse af sammenhængen og vekselvirkningen mellem sproget og identiteten – mellem fortællingen og bevidstheden – og dels skal hun have en oplæring i fortælling. At kunne fortælle så det bliver en eksistentiel situation for deltagerne, er ikke noget, ret mange er født med. Der er en høj grad af færdighed forbundet med det. Derfor bør det også være en del af den grundlæggende læreruddannelse og ikke kun – selvom også dét er vigtigt – en del af uddannelsen til historielærer. Fortællingen og opbygningen af den historisk-poetiske tilværelsestilgang kan og bør indgå i mange ere fag end historie.

AF THORSTEIN BALLE
Thorstein Balle er cand.pæd. og var forstander på Den Frie Lærerskole, da han skrev denne (let bearbejdede) kronik til Kristeligt Dagblad, 29. november 2007. I dag er han forsker ved Grundtvig Centeret, tilknyttet Århus Universitet
Denne artikel har været trykt i Steinerskolen, #3 / 2012