Viden i sammenhæng
Det såkaldte læreplanstræ blev første gang publiceret i Hans Möller: Waldorfskolens kursusplan i 1989. Den er siden blevet tilpasset og tegnet om flere gange med udgangspunkt i den samme ide, nemlig at visualisere i stedet for at skematisere læreplanen.
Og klassetrinnene, altså elevens vej gennem vækst og modning i mødet med fagene, kan aflæses i store, koncentriske buer fra første skoleår som et centrum til sidste år som en altomspændende periferi. En sådan leg med motiverne har vist sig at afdække nye sammenhænge til inspiration for både lærere og andre interesserede.
Livs- og fagområder
I træet begynder væksten i den store stamme, hvor der er plads til forskellige aspekter af virkeligheden i en samlet helhed. De forskellige livs- og fagområder kommer så efterhånden til syne i grenene og kvistene, hvor både enkeltheder og deres indbyrdes sammenhæng viser sig.