Den første skoledag på Byens Steinerskole
Den 15. august 2019 mødte forældre og elever op til en festlig velkomst på Byens Steinerskole. Fordi alle var nye i år, havde skolen lavet en særlig åbningsceremoni på denne første skoledag, og hver elev fik en blomst af sin lærer og blev budt velkommen på Byens Steinerskole.
Først sang vi alle en sang om at få nye venner, og derefter tog elever og lærere fat i det lange reb og gik syngende i samlet flok ind i skolen, mens forældrene sang videre udenfor. Hver klasse blev fulgt til sit klasseværelse, og her blev de smukke blomster samlet til én stor, fælles buket. Og mens eleverne havde deres første undervisningstime med deres lærer, var forældrene samlet til kaffe og samtale.
Tak til Jer alle for at hjælpe os med at gøre denne dag til noget ganske særligt.