Den første Steinerskoledag i Danmark
Inger Brønnum var lærer for 1. klasse, den allerførste, på Vidar Skolen i København. Hun har ladet tankerne gå tilbage til den første skoledag i august 1950 og andre begivenheder omkring skolens begyndelse:
Det er en broget erindringsbuket, der må tages frem og støves af, når tankerne skal føres 50 år tilbage (67 år, red) til den første Steinerskoles åbning i Danmark. Det var naturligvis et klimaks set ud fra det hårde arbejde, der var gået forud, men mest af alt stod det nok for aktørerne som en begyndelse til en begyndelse, startskuddet til en vandring, hvis engdrag, bjerge, dale og mosehuller man ikke på forhånd havde mulighed for at kortlægge og tage højde for.
Forud var gået et par hektiske og spændende år med studiekredse, kurser, besøg på Steinerskoler i Tyskland, Schweiz, Skotland, England, Norge og Sverige, kort sagt med alt det, enhver Steinerlærer tager på sig, når han/hun partout vil påtage sig det job.
Præsidiet (støtteforeningen, red) koncentrerede sig om at finde passende skolelokaler, og valget faldt på den tekniske skole på Duntzfelts Allé, der lå på en fredelig villavej i Hellerup, med ikke for lang afstand til tog og busser for skolens elever, der ville komme fra alle kanter af København og omegn. Bygningen var en stor, solid, hvid villa i tre etager, der stadig var i brug med voksenundervisning i nogle af lokalerne om aftenen, og med et teknisk museum i stueetagen (det blev senere flyttet til Helsingør). På første sal var der desuden en børnehave, som vi ikke fik meget med at gøre, ud over at vi kom på venlig talefod med lederen.
De første lokaler
Skolen skulle altså have til huse i lejede lokaler, og de ville være beliggende på tredje sal, hvor der lå fire undervisningslokaler, tre store og et mindre. Desuden var der i kælderetagen en stor gymnastiksal, og der var en ret stor skolegård.
Det er klart, at et så ekstraordinært projekt uvægerligt måtte løbe ind i vanskeligheder med udlejeren, der ikke alene var en stærkt kolerisk og dermed stridbar ældre herre, men også rørende stolt af sin velholdte skole, som han kun af økonomiske årsager udsatte for en børneskoles huseren. Der skinnede af fernis og polerede linoleumsgulve, men linoleumet var mørkebrunt, og de høje træpaneler og alle værelserne grønne. Desuden var der over de høje paneler ophængt i rækkevis af grå fotografier af maskiner, som forstanderen elskede og fandt så smukke, at det ville være helligbrøde at erstatte dem med andre mere passende billeder for børnene. Det var hårdt at sluge for begejstrede, idealistiske mennesker med Goethes farvelære i tankerne, og det lykkedes til sidst ved utroligt diplomati at få ham til at lade første klasses værelse male om – selv om det blev et kompromis – men lysrosa vægge med røde træpaneler var dog bedre end mørkegrønt, om end børnene måske i sjælen kunne have oplevet den komplementære røde nuance. Samtidig udformede en ven af skolen – snedker Richard Pejtersen – en dejlig tavle med en tung, gedigen og organisk formet træramme, der med sine farvekridtsbilleder kom til at sætte godt præg på rummet.
Første skoledag
Helhedsindtrykket nåede det acceptable, da jeg ’opfandt’ store kartoner med billeder af passende farvevalg, der ved hjælp af elastik kunne fastgøres over de grå tekniske vidundere. De blev sat op hver dag inden børnenes ankomst og fjernet igen under den daglige oprydning inden min afslutning på dagen (én eneste gang to år senere glemte jeg en dag at fjerne mine camouflerende kunstværker, hvad der afstedkom et torden- og lynnedslag fra forstanderens side – da han under sin inspektion opdagede min list – så Damgaard (en af skolens initiativtager Poul Damgaard, red) måtte kaldes til undsætning for at få stormen stilnet).
Måske er det alle disse kompromis-diskussioner og diplomatiske udglatninger, der har tilsløret DAGEN for mig, men jeg husker, det var en dejlig solskinsdag. Jeg har et foto, hvor jeg står og tager imod børnene ved nedgangen til gymnastiksalen, der skinnede (og lugtede) af fernis – med blomster på de ribbeklædte vægge for at dæmpe det gymnasticerende indtryk en smule. Men også her var forstanderen både korporligt og åndeligt til stede, idet han insisterede på, at der bag talerstolen skulle hænge hans kære Dannebrog, hvad der gav salen et noget grundtvigiansk præg.
Der blev musiceret, holdt taler og sunget. Fremmødet var stort, dels af skolens venner og dels af de mange pårørende til dagens æresgæster: børnene til første og senere anden klasse. Det var nemlig blevet arrangeret således, at fru Magda Ganneskov med anden klasse og deres pårørende overtog gymnastiksalen, når første klasse var gået op for at indvi deres skolestue, så de fik deres egen velkomstfest. Den kan jeg derfor ikke beskrive, da jeg ikke var til stede.
Den første time
Jeg fortalte børn og forældre Rudolf Steiners historie om skolegang, der er som en tur ud på landet en dejlig solskinsdag, og hvor de to børn, historien taler om, plukker og sammenligner deres forskelligartede buketter. Derefter gik vi op i klassen – læreren lige så spændt og overvældet som børnene, kan jeg roligt sige – hvor vi sang, tegnede og hørte eventyr. Det var et næsten uvirkeligt øjeblik, da det sidste barn var gået ud til forældrene med sin buket i hånden, og man stod tilbage med en på samme tid opløftende og rystende fornemmelse af, hvad det var, man havde vovet at sætte i gang.
Fru Ganneskovs anden klasse var en lille broget flok, der fik til huse i det tilstødende mindre lokale, der var malet lyst og venligt. Men fluer i suppen kan man møde alle vegne: Hele endevæggen i fru Ganneskovs skolestue var dækket af et vægmaleri med personer i legemshøjde. Det forestillede bisp Willum, der formener kong Svend adgang til kirken. Hvorfor og af hvem det er blevet anbragt her, har jeg aldrig kunnet få opklaret. Det var i folkevise-stil og tempera, men, som fru Ganneskov sagde, børnene arbejdede med ryggen til, og de mange opslagstavler med børnenes frembringelser gjorde deres til bisp Willums snarlige glemsel.
På vej
Vi boede på Duntzfelts Allé i tretten år trods uro med tilstødende naboer, reprimander fra forstanderen, når vi ikke gjorde rent nok efter os, og eurytmisternes sukken over at skulle gøre eurytmi med børnene i et rum, der skreg på tov-klatring, ribbe-kolbøtteri og spring over hest. Der blev gjort udvidelser i naboejendomme på Duntzfelts Allé samt ved køb af en villa på parallelvejen, foruden lokalerne i den gamle Palmehave på Jægersborg Allé. Alle disse åndelige og legemlige stroppeture for lærerne medvirkede til, at vi ikke et øjeblik glemte, at vi stadig var pionerer, hvad der ikke er nogen dårlig inspiration for ildsjæle.
Den første skoledag i Vidar Skolen, hvor en flok små piger og drenge begyndte deres skolegang i henholdsvis første og anden klasse, var en milepæl, plantet på en vej med så langsigtet en horisont, at aktørerne kun stod med det ene ben i nuet. Men vi følte, vi var på vej.
Rudolf Steiners historie om skolegangen som en spadseretur ud for at plukke blomster gælder ikke kun for eleverne. Lærerne plukkede blomster til deres erfaringsbuketter hver eneste dag på let tilgængelige enge, svære tornebesatte vejskråninger, i uanselige hulninger og ved lumske mosehuller, og sådan vil det altid være. Rudolf Steiners lille historie til børnene i den første Waldorfskole har stadig aktualitet.
Af Inger Brønnum
Denne artikel blev bragt i ‘Barndommen genudsendes ikke’, 2000
