Elev på Vidar Skolen fra den første dag i 1950

 

Den 15. august 1950 begyndte Hans Frørup som elev på Vidar Skolen. Det var den dag, skolen åbnede sine døre for det allerførste hold danske Steinerskoleelever. Ca. 50 elever, fordelt på en 1. og en 2. klasse. Skolen havde lokaler på Duntzfelts Allé 8 i Hellerup, ikke langt fra, hvor den ligger i dag.

Nu er der snart gået 50 år. Vi er i februar år 2000. Det er 41 år siden, Hans Frørup forlod skolen med en præliminæreksamen. Siden er han blevet ingeniør og er nu ansat som leder på AMU-Center Århus. En del af sin fritid bruger Hans Frørup som billedhugger. Vi mødes på Steinerskolen på Strandvejen i Århus. Hans Frørup har taget fotos med fra sin skoletid, og minderne fra dengang dukker hurtigt frem. Men vi kommer også til at snakke om andre ting, blandt andet om, at der på nogle områder i praksis egentlig ikke er så stor forskel mellem pædagogiske metoder, som anvendes på en Steinerskole, og dem, der anvendes andre steder i dag. Det gælder for eksempel projektundervisning og det, at man forsøger at tage individuelle hensyn til hver enkelt elev. På Steinerskolerne har man bare anvendt disse metoder lige siden dengang, Hans Frørup gik i skole.

 

Elev på Vidar Skolen i 50’erne

Hans Frørups forældre havde en mindre trikotageforretning i Vangede, hvor familien boede. Hans havde gået i 1. klasse på en almindelig folkeskole, men hans forældre valgte, at han skulle flytte til den nye Vidar Skolen, da den åbnede.

Hvordan var det at skifte fra folkeskolen til Vidar Skolen?

“Der var stor forskel på at komme fra en folkeskole, omend jeg kun havde gået der i et år,“ svarer Hans Frørup. “Det var jo de store årgange. Jeg gik i 1.f! Vidar Skolen var jo meget mindre. Men det var helt sikkert et offer for min familie. Det kostede 500 kroner dengang. Og jeg husker tydeligt, at jeg skulle cykle de 7 km mellem Vangede og Hellerup to gange hver dag.“

Hans Frørup lyser op og siger: “Jeg kan huske, at vi skulle male med vandfarver og lave træsløjd. Og eurytmi, men det var nok ikke det, der var mest populært!“ Hans Frørup smiler lidt ved tanken om eurytmien. “Jeg har ikke været særlig sprogligt anlagt. Så det var en kamp at lære tysk. Altså vi skulle virkelig lære noget. Der var disciplin under Fru Ganneskov. Vi havde tysk og engelsk lige fra starten. Men det var jo godt at lære. Og det er jo også godt i dag med den internationalisering, der er, af samfundet, og hvor man skal bruge pc’er, hvor der er meget engelsk sprog, at man lærer det lige fra begyndelsen.“

 

At træde frem på en scene

Allerede efter et halvt år på Vidar Skolen skulle Hans’ klasse vise forældrene, hvad de havde lært i sprogtimerne. Det skete ved en forældredag ved juletid. En lokal dagbladsjournalist skrev med begejstring: “En ellers ikke særlig spændende ting som den lille tabel blev i anden klasses udførelse til ouverture til multiplikation. Med alle tegn på tilfredshed klappede og trampede børnene sig frem til, hvad to og fire og seks går op i. Det skete med samme sikkerhed på dansk, tysk og engelsk. Historien om Lille Rødhætte i tysk udgave som Rotkäppchen fik forældrene fortalt charmerende og uhøjtideligt af deres poder på tribunen, og på samme festlige måde legede de London Bridge, Ten Little Nigger Boys og London’s Burning. Selvfølgelig på engelsk.“

I dag er der næsten hver måned et arrangement på hver Steinerskole, hvor nogle af eleverne optræder for forældre og andre interesserede med noget, de har arbejdet med i timerne. Kan du huske noget af det, I optrådte med?

“Ja,“ det kan Hans Frørup sagtens, “for eksempel var der hvert år et krybbespil, som eleverne opførte om Jesus og Maria, der vandrede til Bethlehem. Det er jo godt for eleverne at deltage i sådan noget. Det der med at træde frem på en scene. Det lærer og giver én en personlig udvikling.“

 

Jubilæumsudstilling i Tivolis Koncertsal

“En ting, jeg også husker fra den tid, var, at vi på et tidspunkt var med i en stor udstilling, om det har været et 5 eller 10 års jubilæum, husker jeg ikke. Men jeg kan huske, at vi udstillede i Tivolis Koncertsal. Der blev vist elevarbejder fra Tyskland, Østrig og Schweiz, altså fra det sydlige Europa, og vi udstillede også nogle af de ting, som vi havde produceret. Jeg syntes, det var spændende at få det der pust udefra og så selv være med i det også. En oplevelse af, at man var med i en større enhed.“

Tænkte du over, at det var en anderledes skole, du gik på?

“Nej,“ Hans Frørup tænker sig om et øjeblik, “det synes jeg faktisk ikke, jeg gjorde. I hvert fald først senere.“

 

Uden adgangsbillet til det videre uddannelsessystem

“Da vi nærmer os 10. klasse, opstår der en vis uro blandt forældrene, fordi vi ingen eksaminer skulle have. Det resulterede i, at vi blev indstillet til præliminæreksamen som privatister. Så fik vi fat i alle bøgerne og skulle læse dem. Det var lidt hårdt at skulle nå alt det stof, for en del af tiden havde vi jo brugt til andre ting, der udviklede det menneskelige, de personlige ting, det kreative, og så havde man haft relativt færre timer til det mere boglige. Så man fik hulens travlt,“ husker Hans Frørup, som da også var den eneste, der bestod eksamen det år. Men han bestod ikke optagelsesprøven til gymnasiet.

Tænkte du sommetider på at gå ud af skolen?

“Nej, men min søster blev taget ud midt i skoleåret. Og min anden søster kom ikke på Steinerskole. Det kan have noget at gøre med angsten for, hvordan man skal klare sig efterfølgende. Jeg tror knap, det har så meget med pædagogikken at gøre som med det  problem, som kan opstå med at skulle videre i et uddannelsessystem uden en adgangsbillet. Det er sjovt nok, at den der debat stadig er der, at problemet ikke er løst endnu,“ siger Hans Frørup undrende.

 

Kom videre alligevel

Hvilken betydning har din skolegang haft for det, du siden har lavet? Du stødte jo for eksempel på en forhindring, da du ikke kunne komme ind på gymnasiet.

“Det generede mig egentlig ikke. Jeg kom jo videre alligevel. Men jeg føler, at jeg personligt udviklende og menneskeligt har haft en stærk ballast.“

På hvilken måde?

“Ved at have en skolegang, som er anderledes, som jeg mærker vækker respekt omkring mig. Og ved at jeg, til trods for min ingeniørbaggrund, føler mig som et kreativt menneske uden at vide, om jeg har haft det som naturlige gener, eller det er et resultat af min opvækst. Det kan jeg jo ikke vide. Men jeg vælger at tro på, at det er et resultat af min Rudolf Steiner-skole-baggrund.“

Efter skolen kommer Hans Frørup i skibstømrerlære på B&W og så på teknikum i Helsingør, hvor han bliver uddannet til skibsingeniør.

Har du kunnet bruge noget af det, du lærte på Steinerskolen i forbindelse med ingeniørfaget?

Efter en kort tænkepause siger Hans Frørup: “Jeg mener, man har brug for at være kreativ inden for alle fag. Noget, der interesserer mig meget, er præsentation og lay-out, at tingene ser spændende ud. Det kan man jo bruge hele tiden.“

Efter at have arbejdet nogle år i Esbjerg og været udsendt for Danida til Bangladesh i to år kommer Hans Frørup til Århus, hvor han bliver ansat som leder af AMU-Center Århus. Samtidig begynder han på forskellige måder at engagere sig i kunst og kultur i sin fritid, både som udøvende amatørkunstner og som aktivt medlem først af Esbjerg Kunstforening siden af Kulturelt Erhvervsforum i Århus.

 

Steinerpædagogik, projektarbejde og individuelle hensyn

Nu er du selv leder af et AMU-center og har undervist. Hvis du nu tager lærerkasketten på, hvad synes du så om de pædagogiske metoder, man bruger på Steinerskolerne?

“På den skole, hvor jeg er, der er eleverne de mindst uddannede, det er ufaglærte, som er gået meget tidligt ud af skolen. Vi er nødt til at tage hensyn til dem med en særlig pædagogik.

Steinerpædagogikken tog mange individuelle hensyn og skulle udvikle den enkelte person, “ husker Hans Frørup, “det er jo meget det samme, vi gør ude hos os i dag. Nu interesserer pædagogik mig meget. Og jeg føler, at nogle af de der udviklingstendenser, som går på at styrke den enkelte person og se på, hvad kan man gøre, det er i virkeligheden det, der ligger i Rudolf Steiner-tankegangen også.“

Mener du, at forskellen mellem Steinerpædagogik og andre pædagogiske retninger  på nogle områder i virkeligheden ikke er så stor i praksis?

“Jeg føler, at der er en glidning,“ svarer Hans Frørup. “Og den der kritik, der er af folkeskolen i dag, går netop også på, at der ikke tages individuelle hensyn, alle skal helst være så pokkers lige. Hvorimod man faktisk anerkender, at det kan være et problem for folkeskolen at give en hensyntagende undervisning til dem, som måske har flere evner, altså at man kan få lov at udvikle sig individuelt. Men jeg føler også, at folkeskolen har taget nogle skridt til at ændre sig, altså når man for eksempel går ind og laver projektarbejde.“

 

Temaundervisning

“På Vidar Skolen havde man jo typisk temaundervisning (hovedfag, red), hvor man tog et fag ad gangen: historie, botanik, zoologi, og så arbejdede med det i 14 dage, en måned eller mere. Og så fordybede sig i det. Al undervisning er jo et projekt. Den dér arbejdsform, den bruger vi jo også nu på vores AMU-center. Altså det at indgå i projektarbejde er jo blevet meget mere udbredt, fordi det jo er den måde, man flytter fokuspunktet fra læreren over til eleven for at få den, der modtager undervisning, til selv at være aktiv og opsøgende med hensyn til viden inden for et område. Men den arbejdsform, den har jo været med fra starten i Rudolf Steiner- skolen,“ siger Hans Frørup.

Men hvorfor valgte du ikke at sætte dine tre drenge på Steinerskole?

“Jeg ved faktisk ikke hvorfor,“ svarer Hans Frørup og ser selvransagende ud. “Muligvis fordi der ikke var en Steinerskole i Esbjerg, hvor vi boede dengang.“ Svaret hænger og blafrer lidt i den klare februarsol.

Hans Frørup efterlader en folder med tekst og billeder af nogle af hans stenskulpturer. “Hver sten har sin egen sjæl,“ står der. Stenskulpturerne er faktisk så smukke, at man må tro, at Hans Frørups kreative evner ikke kun skyldes hans Steinerskole- baggrund, men også en vis portion talent. Et talent, han heldigvis fik mulighed for at opdage allerede som barn.

 

---