En hilsen fra en gammel elev
“Hvorfor sagde du din gode stilling op for at gå på seminariet og blive lærer på Vidarskolen?”
Vi havde mødt hinanden i toget på vej til Firenze, Ove Frankel med 12. klasse og vi med eurytmiskolens elever, og mit nærgående spørgsmål fik et prompte svar: “Jo, jeg havde gået i mange år og undret mig over mine børn og deres venner, som går på skolen, og en dag gik det op for mig, at de ville gå ud fra det sted som mennesker, som intet ville kunne få rigtigt ned med nakken – de kan ikke knækkes! Og så ville jeg bare være med i den skole, så godt jeg nu kan.”
Enhver, der bliver lærer på en Steinerskole, ved vel, at der skal stærke motiver med i rygsækken, for at man kan stå i skolens hverdag med de store krav til forberedelsen, forældrekontakten og kollegie arbejdet – alt det, der skal fungere rundt omkring de børn, der hver morgen kommer med deres forventninger til den mere eller mindre veloplagte lærer, der skal holde dem i ånde med alt det spændende, et barn skal høre om og lære for at blive lige så dygtig til at være i livet som de voksne. Der kan være dage, hvor det ser ud som en umulig opgave at skulle leve op til de store idealer. Der kan være tvivl hos forældrene, om børnene nu lærer nok til at klare sig i samfundet senere. Det kan være svært at skaffe sig indblik i det menneskebillede, som ligger til grund for denne så anderledes måde at omgås børnene – der skal tillid til at holde dem i skolen gennem alle tolv år.
Aladdins hule
Jeg var en af dem, der af et par tillidsfulde forældre for 49 år siden blev betroet i en meget ung og uerfaren lærers varetægt i skolens pionertid. Afsted med bus og tog langt ud i verden, fra Lyngby helt til Hellerup, hvor Vidar Skolens tre første klasser havde til huse i sælsomme klasseværelser med billeder af maskiner på væggene, lejede af Teknisk Skole, og sikkert meget prosaiske omgivelser i forhold til det store, der skulle ske med os. Henning Andersen kom, på cykel og med sin alpehue på, lagde begge dele fra sig og tog fat på at forvandle de næste ti år af mit liv til ét stort lykkeligt eventyr.
Verden blev forvandlet til et gyldent slot med mange døre. Først syntes de at være låst, men Henning Andersen havde alle nøglerne i et stort bundt. Der var døren ind til alle eventyrene – en sand Aladdins hule – hvor man vandrede afsted gennem skove og bestod alle prøverne, inden der kunne fejres bryllup med prinsessen. Der var døren ind til Frans fra Assisi, som kunne prædike for den grumme ulv, så den blev from og god, og til Mikkel Ræv, der var så snu og altid fandt på udveje, når det kneb. Senere kom der et rum, der var stort og alvorligt: verdens skabelse og det forfærdelige syndefald, som vi også så i julespillene på scenen, og aldrig glemte vi Vorherres stemme, der tordnende sagde: Adam, hvor er du? Kom hid til mig! Der var døren ind til Valhal, hvor guderne drak mjød, og hvor Vidar, som havde givet sit navn til vores skole, besejrede Fenrisulven i Ragnarok. Der var spartanerne, der kæmpede til sidste mand ved Thermopylæ, Nero, der deklamerede digte ud over det brændende Rom – det tog slet ingen ende, alt det dramatiske og vidunderlige, som var sket i verden, og alt det, man kunne lære.
Spændende ting
Drengene svedte over de alt for stramme masker i deres strikketøj, pigerne baksede med genstridige stemmejern og køller i sløjdtimerne. De små klasser hoppede tabeller, så lamperne gyngede nedenunder, tredje klasse var ude og måle skolegården og afstanden ned til kiosken og til stationen. Hver dag skulle der skrives og males, stablen af arbejdsbøger voksede derhjemme. Arbejdsbøger, som var fyldt med alt det, der undrede vores mindre heldige kammerater, som vi fortalte om pyramider og sfinkser, om Odin og Zeus, om den skønne Helena og den tapre Akilleus og om den første plovfure i verden, der blev pløjet med den gyldne dolk, som den persiske konge fik af solguden Ahura Mazdao. Vi vidste så mange mærkelige og spændende ting, ingen andre havde hørt om i skolen, og i spejderhytten rykkede de sammen om os og sagde: “Fortæl en historie!“
Sammen med familien
Familien levede og åndede for skolen, far og mor var i fuldt sving med at hjælpe til derovre, og i vores kælder var der hele året storproduktion til basaren. Ferierne var alt for lange, der blev spidset tegneblyanter, længe før de næste døre skulle åbnes i slottet.
Og når læreren var på besøg hos ens forældre, så lå man i sin seng og følte, at intet ondt kunne ske – man var i gode hænder, de tre voksne vågede sammen over, at alt gik rigtigt til med ens liv.
Efter ottende klasse faldt der en skygge ind over herligheden: to års forberedelse til det, der hed præliminæreksamen – der var endnu ikke kapacitet til overskole – og for enden af det hele stod nu de fremmede censorer og ventede på os. Lidt beklemte tog vi de underlige bøger i øjesyn, men igen lykkedes Henning Andersens trylleri med nøglerne – på en eller anden måde blev de tørre lærebøger alligevel til nye rum i slottet, og da ingen havde drevet for tidlig rovdrift på vores intellektuelle kræfter, blev også censorerne klaret, og afskeden kunne foregå med manér.
Afskeden? De ti år tog aldrig slut – de voksede videre inden i mig, gik med som gode vandresko, som en vindtæt kappe om skuldrene og som en rygsæk fyldt med proviant.
Lyder dette som et eventyr? For godt til at være sandt? Det var et eventyr – et sandt eventyr!
Af Birrethe Arden Hansen
Denne artikel blev bragt i ‘Barndommen genudsendes ikke’, 2000
