Rudolf Steiner
1861-1925
Da Rudolf Steiner i 1919 skabte grundlaget for Waldorfskolen i Stuttgart, var han i vide kredse kendt for sin virksomhed på næsten alle samfundslivets områder, videnskabelige, kunstneriske og religiøse.
Han havde deltaget i udgivelsen af Goethes naturvidenskabelige skrifter og havde udgivet adskillige bøger om åndsvidenskabelige emner, herunder “Frihedens filosofi“, “Hvordan når man til erkendelse af de højere verdener“, “Teosofi“ og “Videnskaben om det skjulte“.
Han oprettede Højskolen for åndsvidenskab, Goetheanum, i Schweiz, der blev centrum for den antroposofiske bevægelse, og gennem en omfattende foredragsvirksomhed (ca. 6000 nedskrevne foredrag) har han givet væsentlige impulser på mange områder: bl.a. kunstneriske, kristologiske, medicinske, pædagogiske – foruden impulsen til det biodynamiske landbrug. – Impulser der efter Rudolf Steiners død er blevet yderligere uddybet.
Ved den første verdenskrigs slutning stillede han sig aktivt ind i det sociale liv med impulser til en tregrening af samfundet i et frit, selvforvaltende åndsliv, et demokratisk retsliv og et selvstyrende, associativt nærings- og erhvervsliv. Steinerskolerne hviler på et frit, selvforvaltende åndsliv indenfor friskolelovgivningens rammer.
Pædagogikken
Den første Rudolf Steiner-skole, Freie Waldorfschule, Uhlandshöhe i Stuttgart, blev åbnet i september 1919 af Rudolf Steiner selv. Direktør på cigaretfabrikken Waldorf Astoria, Emil Molt, havde formået at samle de nødvendige midler, tilladelser og praktiske forudsætninger. Begejstret for de socialt nytænkende ideer opfordrede han Rudolf Steiner til at grundlægge en skole for både funktionær- og arbejderbørn. Rudolf Steiner holder de grundlæggende foredrag om pædagogik for en udvalgt lærerskare og leder skolen pædagogisk de næste fem år ved regelmæssige besøg i kollegiet. Blandt andet disse foredrag og pædagogiske konferencer er grundlaget for skolernes videre arbejde med Waldorfpædagogikken. Ud af dette initiativ er siden vokset en verdensomfattende skolebevægelse.
Skoler over hele verden
Der er i dag næsten 800 skoler i Europa, USA og vidt spredt over næsten alle egne og kulturer i verden (se en mere opdateret opsigt her). Hver skolegrundlæggelse er et selvstændigt lokalt initiativ og foregår under vidt forskellige betingelser, og skolerne er derfor også meget forskellige. Der er et omfattende forskningsarbejde på området Waldorfpædagogik/læreplansudvikling. Pädagogische Sektion der Freien Hochschule für Geisteswissenschaft i Dornach, Schweiz, er et centrum for denne, i øvrigt verdensomspændende, forskning i og fornyelse af pædagogikken. Der kan henvises til danske og især udenlandske biblioteker og bogsalg. Der er udgivet flere hundrede pædagogiske titler, og der er mere end 20 større Waldorfpædagogiske tidsskrifter med nyheder, debat og kritik.
Internettet er vel den letteste indgang til et overblik over adresser på institutter, forlag, skolers og nationale skolebevægelsers hjemmesider. Sammenslutningen af Steinerskoler i Danmark en hjemmeside med links til skoler m.v. og til de større internationale hjemmesider. www.steinerskoler.dk