Derfor arbejder vi med håndværk og kunst
Hvad får man ud af at arbejde med mekaniske, håndværksmæssige, og kunstneriske arbejdsprocesser?
Det handler om rytme, gode rollemodeller og om at lære af hinanden.
Der ligger et opdragende element i at arbejde sammen med andre mennesker, tage ved lære og selv give sin kunnen videre. Vi er i mange arbejdssituationer nødt til at sætte os ud over os selv, tingene skal gøres – ikke nødvendigvis fordi vi har lyst, men fordi andre mennesker er afhængige af vores indsats. Vi skal forholde os til det som vi selv og andre frembringer. Kan det forsvares over for os selv, og kan det forsvares over for omverdenen? I udtrykket ” frihed, lighed, broderskab”, frihed i tanke- og åndsliv, lighed i retslivet, og broderskab i næringslivet, omhandler næringslivet de ydelser, som vi tilbyder hinanden. I denne handlen med ydelser, skal vi helst være opdraget til broderskab.
Rytmiske forløb
Alt levende er gennemstrømmet af rytmiske forløb, det kosmiske, det planetariske, det jordiske, mennesket, dyrene og planterne. Mennesket har sine legemsrytmer, og vores jordiske liv fra fødsel til død er opdelt i forskellige rytmiske forløb. Vi har årsrytmer, månedsrytmer, ugerytmer og døgnrytmer. Vores arbejdsliv har gennem årtusinder været tilrettelagt efter disse rytmer, fordi vi er underlagt det rytmiske og fordi vi tilstræber et liv i balance. Helt ind i den enkelte arbejdsproces, søger vi rytmen. I rytmen eksisterer bevægelsen og pausen, og i pausen modnes det tillærte. I nutidens arbejdsliv hører vi konstant om problemer med stress og nedslidning. En årsag er måske, at arbejdet ikke er i rytmisk balance; vi styrter i forskellige retninger og har forskellige opgaver konstant…
På Marjatta´s værksteder tilstræber vi, at al oplæring og tilegnelse af færdigheder foregår i rytmiske forløb. At opøve færdigheder til frembringelse af håndværk og kunst, beror på ud fra viljen at øve sig, at foretage de samme bevægelser igen og igen i rytmiske forløb. I starten som bevidste bevægelser, for så siden at blive til ubevidst handling, hvor bevægelsen huskes af kroppen. Når bevægelsen bevidst er opøvet til en vis færdighed, og den mere og mere kan gøres ubevidst, høstes frugterne. Det bliver mere og mere en kærlighed til processen, bevægelsen og materialet, og man føler at materialet, værktøjet eller instrumentet bliver et med kroppen. Dette bliver en tilskyndelse til at fortsætte og man er i en proces, som styrker viljen, og som kan forfines til det uendelige.
Rollemodeller
Kærligheden til et bestemt arbejdsområde eller et bestemt materiale, ligger som et kim og en følelse i mennesket og bliver ofte til handling ved, at vi bliver inspireret af andre menneskers stræben og deres resultater inden for samme område. I skolen og på det beskyttede værksted bliver lærere og vejledere rollemodeller. Med vores jeg, vores begejstring, skoling og faglige kunnen skal vi kunne inspirere og give lyst til selv at blive dygtig. Hvis et kim og en følelse i det andet menneske bliver set og næret af os, så er en udviklingsproces i gang, som kan vare hele livet, hvor menneskets inderste stræben forbindes med det virkelige liv, og livet vil føles meningsfuldt.
Det sociale, det opdragende og det rytmiske ligger i det at arbejde med håndværk og kunst. Hvis børn lærer med gode værktøjer at lave godt håndværk, at værtsætte naturlige materialer, og have kunstnerisk tilgang til alle processer, er det med til at ændre verden i en mere human og kunstnerisk retning. Mennesket kan generobre sin stolthed, få blik for harmoni, helhed og skønhed, helt ind i det sociale, og udvikle en selvstændig, levende og langsigtet tankegang.
Som håndværkslærer, indeholder det at arbejde i håndværksmæssige og kunstneriske arbejdsprocesser, rige muligheder for at iagttage, hvad det er for et menneske, vi står overfor. I disse processer viser elever og andre mennesker meget om sig selv; Hvordan er viljen, begejstringen, motorikken, koncentrationsevnen, form og farvesans, og hvordan fungerer vedkommende socialt i gruppen? Ud af det iagttagne, kan vi så godt som muligt tilrettelægge en undervisning, der er udfordrende og udviklende.
Forskellige arbejdsprocesser
Den mekaniske arbejdsproces er en gentagen ensidig bevægelse. Man opøver sig til at gøre en bevægelse mekanisk i ubevidst handling. Man skal have viljen til at udføre opgaven, hvorimod tænkningen og følelsen er mindre aktiv. I en læreproces er det en nødvendighed for at udvikle færdigheder til frembringelse af håndværk og kunst, men i vores industrialiserede verden er flere arbejdspladser i dag baseret kun på denne ene arbejdsproces, ofte med maskinen og samlebåndet som partner, og ofte udtænkt af andre med det rationelle og økonomiske som bevæggrund.
Den håndværksmæssige proces er en tilskyndelse fra ydre indtryk. Den hviler på traditioner, som går i arv fra generation til generation. Vi har stået i mesterlære, og vi giver vores viden videre til de næste generationer. I denne proces skal man inden man går i gang, have funktion, udseende og det færdige resultat for øje. Det vil sige, at man skal tænke langsigtet og i selve arbejdsprocessen hele tiden bedømme om man er på rette vej. Vi skal bruge både vores tanke, følelse og vilje i en sund vekselvirkning.
Processen er i nuet
Den mekaniske og håndværksmæssige proces ligger til grund for den kunstneriske proces, som er en tilskyndelse fra ydre men også fra indre indtryk. Vi sætter vores eget præg derpå. Processen er i nuet, og den ene handling fører den næste med sig, og mulighederne og inspirationen er i levende bevægelse, og ud over tanke, følelse og vilje, bruger vi vores intuition. Disse processer er i vekselvirkning og vævet ind i hinanden i enhver arbejdsproces. De skal ikke ses som gode eller dårlige, men som processer, der kan bruges bevidst i vores dagligdag, som en mulighed for at planlægge arbejdsdagen tilpasset den enkelte, og gruppen.
Som hjælper og iagttager i disse arbejdsprocesser kommer vi tæt på det andet menneske, og skellet imellem hvem, der er lærer og hvem, der er elev, bliver udvisket, fordi vi som hjælpere i situationen skal lære af vedkommende, hvordan vi giver vores viden videre til netop dette menneske. Vi bliver begge lærere og hvis det lykkes, at vi begge lærer af situationen, opstår et ligeværdigt forhold, som er vigtigt i alle menneskelige relationer.
Af Per Jacobsen
Per Jacobsen er håndværker og Steinerlærer, og arbejder med udviklingshæmmede voksne på et af Marjattas værksteder.
Denne artikel har været trykt i det norske Steinerskolen.dk, #2 / 2010
