Om det kommunale symaskine-kørekort

Gartner, direktør Green Line Gartner Rudolf Steiner-Skolen i Allerød, 38 år

Da han gik i 5. klasse fik 11-årige Louis dårlige kammerater.

– Jeg havde det rigtig skidt i den lokale kommuneskole. Jeg var dårlig til matematik, og rigtig ked af at gå i skole. Følte mig udenfor. Men når jeg var sammen med en gruppe drenge fra 8. klasse, kunne jeg hævde mig. Vi stjal knallerter, drak, røg og gav andre børn tæsk.

Louis Rasmussens far var klar over sønnens voksende problemer i kommuneskolen, ikke mindst fordi han jævnligt blev kaldt til møder og var med til at udarbejde handlingsplaner og motivationstiltag, der skulle bedre situationen. Men det hjalp ikke Louis. Faktisk skete det modsatte. De små klistermærkestjerner, lærerne satte i hans kladdehæfter for at motivere ham, blev blot et funklende fokus på det, han netop ikke kunne.

Sociale problemer

Det, der måske var små problemer med matematik og læsning, blev til rigtigt store problemer. Sociale problemer.

Til sidst satte Louis’ far sin søn på lokaltoget til Allerød, hvor der lå en Steinerskole.

– Jeg ankom uden nogen som helst selvtillid. Den var nul eller mindre. Jeg var en rod. Gjorde ikke, hvad der blev sagt, men gerne det modsatte. Og jeg lagde da også ud med at køre psykisk krig mod lærerne, fortæller Louis Rasmussen.

– Men selvom jeg dengang ville have nægtet det, kunne jeg godt lide steinerskolen. For allerførste gang følte jeg, at jeg var en del af et fællesskab. Lærerne mødte mig, der hvor jeg var. Der var bare et andet menneskesyn. Og så var der ikke så mange lektier – men derimod håndværksfag.

– Jeg ændrede mig markant til det bedre, og jeg begyndte at holde af at være i skolen – men det sagde jeg naturligvis ikke til nogen. Og slet ikke til mine gamle venner.

Når Louis var hjemme i Espergærde gik han rundt med mentale skyklapper på. Holdt sig for sig selv, kikkede ned i jorden og gemte sig for de gamle kammerater. Gemte sig for fortiden.

– Men så snart jeg sad i toget, var jeg en del af et fællesskab. Det var et fællesskab, som ikke handlede om, hvad man kunne, eller hvad man havde, men om, hvem man var. Jeg kunne ikke matematik og regning, jeg havde ikke det rigtige tøj, og jeg havde slet ikke en Commodore 64 computer. Men jeg var alligevel en del af fællesskabet. Og efter 5 år på steinerskolen turde jeg endelig gå ud i verden og være mig selv.

En menneskelig og samfundsmæssig succes

Med 20 ansatte og eget gartner firma på trods af en fortid, der i perioder var styret af alkohol og stofmisbrug, er det rimeligt at kalde Louis Rasmussen en menneskelig og samfundsmæssig succes. Han er som korkproppen, der altid kommer op igen. Er det noget, der ligger i hans gener – en biologisk tilfældighed?

– Noget ligger i mine gener, men en del af det har steinerskolen helt klart æren for. Den gav mig selvtillid og en anderledes indgang til lærdom og viden. Og så fik den mig til at holde op med at give de andre buksevand. Jeg blev langt mere social. Kan man sige “et helt menneske?”. Ja sådan ser jeg mig selv i dag. Og det gjorde jeg bestemt ikke efter de fem første år i kommuneskolen.

Louis Rasmussen holder mere af at se fremad end bagud – udsigten er så meget bedre i den retning. Men på opfordring gør han det alligevel.

– Havde jeg ikke skiftet fra kommuneskolen til steinerskolen, var jeg endte nede på bænken med en pose øl. Det kan jeg se, for det er dér ,mine gamle venner sidder i dag.

Skolen reddede hans selvværd

Regnestykket er enkelt set fra Louis Rasmussens stol. Skolen reddede hans selvværd, og hans selvværd reddede ham ud af ølbænkens favntag.

De tre pircinger i øret, den selvlysende arbejdsjakke på knagen, strømpesokkerne, de flade a’er, fortidens misbrug og det faktum, at en spade er en spade danner et entydigt billede af Louis Rasmussen. Og så alligevel ikke for pludselig læner han sig frem og snakker om håndarbejde.

– Meget af det kreative var vildt grænseoverskridende. Altså, vi sad og strikkede – hvilket jeg naturligvis havde meget imod i begyndelsen. Men vi hyggede os. Det blev ret fedt, vi snakkede, og så fyrede vi den ellers af med strikkepindene. Og nogen gange fik vi kaffe og boller. Det, jeg husker bedst, er faktisk håndarbejdet. Fantastisk at lave noget, hvor der ikke var bøger.

– Vi grinede, hyggede os og havde det rart med hinanden. Og så lavede vi jo noget. Tingene blev til noget – de skulle bruges.

– Vi syede vores egne anorakker – hvor fedt var det lige at snakke om, hvorvidt ens lomme skulle være blå eller gul. Det var fantastisk. I min gamle skole, kommuneskolen, havde jeg faktisk forsøgt at få et symaskinekørekort. Der skulle man ikke sy i stof, men på et stykke A4 papir. Så skulle man følge nogle linier, og kunne man ikke, blev det bare smidt væk. Hey, på steinerskolen var der ikke noget, der blev smidt væk, og vi brugte rigtige materialer, som blev til noget rigtigt. En anorak for fanden!

Kommunale symaskinekørekort

Louis Rasmussen læner sig igen tilbage, lader blikket feje henover loftet og siger – måske mest til sig selv:

– Det kommunale symaskinekørekort – det fik jeg aldrig. Til gengæld har jeg alle de andre.

Faktisk kan Louis Rasmussen også køre mejetærsker, for efter 9. klasse tog han en landbrugsuddannelse.

– Det var ikke svært, for på skolen havde jeg jo lært tingene på en måde, som jeg forstod. Det er jo noget mere lærerigt at skrive hele regnestykket: “2 + 2 = 4” end blot at skulle skrive resultatet i et fortrykt felt. Det kom mere ind under huden på mig, når jeg skulle skrive det hele. Det kom til at hænge sammen. Det er vel det, der er forskellen mellem teori og praksis.

Når Louis Rasmussen tænker til- bage på tiden i kommuneskolen undrer han sig over, at tabellerne var trykt på bagsiden af kladdehæftet. Så kunne man kigger derom, og få resultatet. Resultatet var det vigtige. På steinerskolen var det mindst lige så vigtigt at skrive hele regnestykket ned og farvelægge tallene.

Måske er det derfor, jeg i dag er bedre til at se muligheder. Bedre til at se hele billedet! Bedre til bare at gøre noget! Måske fordi jeg forstår sammenhængen!

Fra udgivelsen ‘Leve helheden’ – 15 interviews med tidligere steinerskoleelever, forældre og eksperter
Samlet af Thomas Uhrskov