Om vejen til komplekse tal, der går gennem sang og drama

Underdirektør med ansvar for analyse og optimering, Alka Forsikring Vidarskolen og Michaelskolen, 48 år

Et tankeeksperiment:
Giv nogle politikere, videnskabsmænd og økonomer følgende opgave: Tag en lille dreng og gør ham i løbet af 12 år til ekspert i at foretage komplicerede statistiske, matematiske og økonomiske analyser således, at han kan optimere indtjeningen for en kommerciel virksomhed, der baserer sit virke på statistik og sandsynlighedsberegning.

Hvordan vil de træne drengen? Masser af matematik, integralregning og eksamen! Mindre drama, skosyning, musik og vandreture i Lapland. Politikeren vil råbe “eksamen”, videnskabsmanden vil mumle “hurtigere”, og økonomen vil sige “målbart”.

Men sådan er historien om Jakob Laursen ikke.

Uden karakterer

– Jeg var en bisse i skolen. Temperamentsfuld, hidsig og bestemt ikke ambitiøs. Til gengæld havde jeg nogle lærere, der rent faktisk interesserede sig for os børn. Så selv om jeg ikke var god i skolen, fik jeg kredit for en del ting, som ikke var en del af fagplanen.

– Der var ikke karakterer på min skole, og det var godt, for jeg tror ikke, jeg havde fået noget ud af at blive slået i hovedet med dårlige karakterer. I stedet talte vi om, hvor jeg kunne forbedre mig, men på en måde uden at det føltes som et nederlag.

Langsomt, ganske langsomt, blev Jakob mindre vildbasse og mere interesseret i skolearbejdet. Især timerne i drama og fysik havde hans interesse.

– Vi oplevede jo noget. I stedet for at få en regel forklaret, og så se den bekræftet i et eksperiment, gjorde vi det modsatte. Vi så, hvad der skete, og udledte derefter en regel ofte ledsaget af et “aha”. Og det har vidtrækkende konsekvenser, når man fokuserer mere på beskrivelser og processer frem for på regler og resultater.

Drama- og fysikundervisning skabte tilsammen et nyt og mere kunstnerisk fundament under vildbassen. Og set fra underdirektørens skrivebord siger Jakob Laursen i dag:

– Selv om mit job består i at knuse tal og se på statistiske sammenhænge, så har min skoletid lært mig ikke at lade mig begrænse af de matematiske og statistiske modeller. Jeg kan bedst beskrive det som en kunstnerisk tilgang til arbejdet. Du kan også kalde det mental bevægelighed. Skolens pædagogik og tilgang til læring, har givet mig en evne til at se noget nyt i tallene.

– I mit job arbejder jeg sammen med mange meget hardcore tal-mennesker. De er overbevist om, at man kun kan kigge på tallene på én måde. Men efterhånden lytter de, når jeg siger: “Jeg har en fornemmelse af, at vi måske…”

Åbenhed

– De forstår ikke altid, hvor jeg får ideerne fra. Jeg tror, det handler om åbenhed. Det gælder tal, matematik og alt mulig andet: Der er højere til loftet, end vi går rundt og tror. Logik er slet ikke så begrænset, som vi bilder os ind.

Jakob Laursen mærker ikke kun effekten af sin skolegang i sit arbejde, men også personligt.

– Det var fantastisk at mærke, at man blev taget fuldstændigt alvorligt, selv om der var ting, man ikke var god til. Man fokuserede på det gode. På en steinerskole er der altid noget, man er supergod til. Jeg var ordblind, men det betød blot, at lærerne fokuserede endnu mere på det indholdsmæssige i mine stile. Jeg blev opmuntret til at skrive, selv om jeg havde problemer med stavningen, og i dag er det ikke forkert at sige, at jeg er blandt de mest skrivende i Alka.

Som om han var tilbage i fysiklokalet, forsøger Jakob Laursen at uddrage en konklusion eller lovmæssighed på baggrund af den proces eller det tankeeksperiment, hans skolegang var:

– Det er vigtigt at få styrket alle personlighedens dimensioner, både de faglige og de menneskelige. Man får ikke et job, fordi man kan lægge to og to sammen. Man bliver ansat på sine evner til samarbejde og sine menneskelige kvaliteter. Det er vigtigt at udvikle det hele menneske – ikke mindst viljestyrken.

Viljestyrken

Jakob Laursen kigger på sit ur, smiler og undskylder, at tiden er løbet. Så rejser han sig. Det sidste ord “viljestyrke” hænger lidt uafsluttet i luften. Underdirektøren står lidt, overvejer, så sætter han sig igen:

– Det er vigtigt at kunne noget, men det er endnu vigtigere at kunne gøre noget. Det centrale er, at man skal kunne begynde, og man skal kunne gøre tingene færdige. Det tror jeg, særligt arbejdet med håndværk og kunst lærte mig – at tingene først har en reel værdi, når ideerne bliver til noget i virkeligheden.

– Gennem min skolegang fik jeg trænet den evne – viljestyrken. Viljen blev på én gang både stærk og meget fri. Det er jeg glad for i dag, for så kan man det, man vil med sit liv.

Så rejser han sig igen.

Fra udgivelsen ‘Leve helheden’ – 15 interviews med tidligere steinerskoleelever, forældre og eksperter
Samlet af Thomas Uhrskov