Om PISA, Steiner og dårlige danske undskyldninger
Andreas Schleicher, leder af OECD’s analyseafdeling og uddannelsespolitisk rådgiver for generalsekretæren. Hjernen bag OECD’s PISA rapporter. Tidligere steinerskoleelev, og far til tre børn, der alle går i steinerskole.
Andreas Schleicher er tysker, bor i Frankrig, har et pænt kontor i OECD-bygningen i centrum af Paris og er stort set aldrig hjemme.
Man finder ham i lufthavne, til møde hos verdens undervisningsministre, som hovedtaler på internationale konferencer, på besøg i skoler over hele verden eller bag hans elskede excel-ark på computeren. Og kikker man ham over skulderen, kan man ifølge regnearket se, at han er på rejse mellem 37,5 og 38 pct. af sit arbejdsliv.
Han er høj, beleven, taler engelsk med umiskendelig germansk accent, elsker tal og så er han personificeringen af PISA. Han har udviklet undersøgelserne, han skriver om dem, og når han hvert tredie år udgiver endnu en OECD-rapport, giver det genlyd over hele verden. For i hans rapporter fremgår det klart, hvilke landes elever klarer sig bedst, dårligst og midt imellem. Fra Finland, over Brasilien og Hong Kong til USA resulterer PISA-rapporterne i tusindevis af avisartikler, tv-udsendelser og politiske slagsmål. Således også i Danmark.
– Men PISA-rapporterne bliver indimellem mistolket, siger Andreas Schleicher, der er tidligere steinerskoleelev.
Er selv tidligere Waldorf-elev
Tidligere steinerskoleelev? Hvordan hænger det nu sammen? Hvordan passer en steinerskole-baggrund sammen med rollen som den internationale Mr. Eksamen, der rangordner lande, skolesystemer og elever og sætter tal på deres færdigheder?
– Det hænger fint sammen, siger Andreas Schleicher, hvis tre børn alle går i steinerskole.
Vi møder Andreas Schleicher i Paris til en snak om steinerskolernes pædagogik, om PISA og om skæringspunktet mellem de to.
Vi begynder med hans egen skolegang i Tyskland, hvor steinerskoler kaldes Waldorf-skoler.
– Naturligvis er der børn, der ikke kan lide at gå i Waldorf-skole, men jeg var én af dem, der elskede det. Mine lærere var engagerede, og jeg følte aldrig, at jeg blev tvunget til at lære noget, jeg ikke ønskede. Der var på skolen en stor dygtighed i at se børnenes forskellighed, og man formåede at understøtte det enkelte barns individuelle læring.
– Alt det skolefolk og politikere over hele verden taler om i dag: Nemlig at alle børn har forskellige evner, at de lærer på forskellige måder, og at det ikke er mængden af viden, men evnen til at bruge sin viden, der er vigtig. Alt det var en indgroet bestanddel af min skoles undervisningsform og pædagogik.
– Jeg er bevidst om, at PISA-undersøgelserne indimellem bliver mistolket, som var der tale om en slags national eksamen, men det er faktisk en forkert tolkning. Vi forsøger at undersøge, om 15-årige elever formår at bruge deres viden, om de kan analysere, tænke selvstændigt, om de kan blive ved med at lære hele livet, om de kan kommunikere, og om de er rustet til fremtidens udfordringer. Og netop dér behøver Waldorf-skolerne ikke være nervøse. I de fremtidige PISA-undersøgelser vil man kunne bryde tallene ned på skoleniveau. Jeg forestiller mig, at det vil være en fordel for Waldorf-skolerne. De vil, tror jeg, komme ud med ret gode resultater.
Lærte at tænke ud over grænsen
Andreas Schleicher taler med en hastighed, der antyder, at han er godt hjemme i stoffet. Men hastigheden falder en oktav, og stemmen bliver lysere, når samtalen drejes tilbage på hans egen skolegang.
– Jeg elskede musik, videnskab og det at arbejde med træ og metal. Og mine lærere gav mig mulighed for at arbejde med de ting uden for skoletiden. Jeg fik opgaver, der lå udenfor pensum, og jeg fik lov at blive i sløjdværkstedet efter skoletid. Skolen gav simpelthen eleverne plads til at give energi til de ting, de brændte for. Det gode var, at hverken jeg eller mine kammerater blev fortalt, hvordan vi skulle gøre – hvordan løsningen var. Det skulle vi selv finde ud af. Lærerne vidste, at der er mere end én rigtig vej. Dengang troede jeg, at den form for undervisning var helt normal, men senere fandt jeg ud af, at det ikke var tilfældet.
– Det vi lærte på min skole var at tænke udover de vanlige grænser. På engelsk siger vi “the ability to connect the dots.” At se et mønster i noget, der måske forekommer usammenhængende eller tvetydigt. Vi lærte at stille spørgsmål – også spørgsmål til den etablerede viden og de etablerede normer.
– Noget der havde enorm betydning, var vores bøger! I traditionelle skoler lærer du det, der står i bøgerne, men når du laver din egen lærebog, som vi jo gjorde, så lærer du at lære. Man lærer at relatere ny viden til gammel viden. Det er nok det, der har betydet mest for mig i min skolegang, siger han og fortsætter i et stadigt stigende tempo.
– I Waldorf-skoler lærer man også, at læring er et socialt fænomen. Du kan ikke lære udelukkende via tv eller via en bog – der skal interaktion til. Det at “gøre noget” fyldte meget i min skolegang, og det kunne jeg godt lide, for der skal praktik til. Du kan ikke lytte dig til viden – ikke brugbar viden i al fald. Effekten af “at gøre” må ikke undervurderes, for det er det, der skaber ansvarlige mennesker.
Hvordan er der sammenhæng mellem at snitte i træ og det at blive et ansvarligt menneske?
– Når du arbejder med træ eller metal, så lærer du at tage ansvar i virkeligheden, som den er lige nu. Så er det ikke længere teori, men den skinbarlige virkelighed. Du får trænet din evne til at aktivere dine færdigheder og din motivation i øjeblikket. Et eksempel: Du sidder i metroen, og pludselig er der én, der bliver overfaldet. Alle i metroen har den nødvendige viden. Alle ved, hvad der skal gøres. Men hvem evner at aktivere sin viden og handle?
Andreas Schleicher har en næsten mekanisk evne til konstant at knytte statistik og eksempler på sine udsagn. For, som han fastslår, “man skal ikke debatere udfra ideologi, men udfra facts”.
PISA undersøgelser
– I de første PISA undersøgelser i år 2000 lå Japan i top på de fleste parametre. Men landet lå i bunden, når det handlede om elevernes evne til at tænke kreativt. Japanske elever blev rådvilde, når de blev mødt med åbne spørgsmål. Det ønskede man at ændre, og på bare to år revolutionerede man uddannelsessystemet.
Man skar 30 pct. af pensum væk, og brugte den sparede tid til at gå i dybden. I stedet for at høre om biologi, tog man simpelthen ud i naturen. Man fik eleverne til at handle. På blot 10 år vendte Japan udviklingen, så nu ligger Japan i toppen målt på kreativitet.
Med indgående kendskab til skolesystemer i mere end 50 lande og en omfattende statistisk paratviden bliver Andreas Schleicher ofte spurgt om, hvordan det bedste skolesystem ser ud.
– Der findes mange gode skoler rundt om i verden. I Finland, Hong Kong og mange andre steder.
Nogle af dem bruger elementer fra Waldorf-pædagogikken, andre gør ikke. Men Waldorfskolerne har et overordnet system, et framework, der rummer de pædagogiske principper, hvilket er en fordel. Og i den forstand er det lidt synd, at Waldorf skolerne ikke er mere tydelige overfor omverdenen.
– Hvis jeg skal fremhæve et andet skolesystem, der ser ud til at have løst mange af udfordringerne, må jeg nævne det finske system. Her synes man at have indset en vigtig lovmæssighed, som lyder: Hvis man skal forbedre et skolesystem, har det ikke noget med hastighed, mængde og penge at gøre.
– Det nytter ikke at sætte farten op, altså at presse undervisning hurtigere eller tidligere ind i børnene. Det nytter heller ikke at øge pensumet. Og det har meget sjældent noget med penge at gøre. De bedste systemer er ikke nødvendigvis de dyreste. Desværre er det ofte sådan, at når et land ligger dårligt PISA-undersøgelserne, så tror politikerne, at svaret ligger i enten at bevilge ere penge eller at gøre, som man plejer – bare hurtigere. Begge løsningsmodeller har vist sig ubrugelige. Se i stedet hvad man har gjort i andre lande! Bliv inspireret.
Dårlige undskyldninger
På ét område placerer Andreas Schleicher Danmark højt på PISA-skalaen: Dårlige undskyldninger.
– Ja, der er I førende! Traditionelt har I været lidt for gode til at komme med undskyldninger for, hvorfor nogle elever ikke når ret langt. De kommer fra socialt belastede familier, de er dårligt integrerede indvandre eller noget andet. Men erfaringer fra blandt andet Finland, Hong Kong og mange andre steder viser noget andet: Har man høje forventninger (ikke at forveksle med pres) til alle elever, så kan man også give dem alle en god og værdifuld skolegang. På det område kan Danmark gøre det meget bedre.
– Jeg husker fra min egen skoletid, hvordan lærerne havde meget høje ambitioner for alle eleverne i klassen – og det bør alle lærere have. Ingen fortjener at blive tabt, faktisk bør vi aldrig acceptere, at elever mislykkes, fastslår Andreas Schleicher med et blik, så man ikke er i tvivl om, at han mener det.
Andreas Schleicher er glad over den opmærksomhed, som PISA-rapporterne giver. Men ofte bliver han forundret over den træghed i erkendelsen, som han møder, når det handler om undervisning og pædagogik:
– Hvert år har jeg en underlig og tankevækkende oplevelse. Nemlig når mine børns Waldorf-skole af- holder den årlige udstilling af elevernes arbejder. Der er mange otte og kreative arbejder, og hvert år hører jeg folk sige. “Ih, det er vel nok nogle specielt dygtige og særligt kreative børn, der går her”. Nej, det er ikke børnene, der er specielle. Det er den undervisning, de har fået, der er speciel. Det er altså en vigtig forskel! Forældres, læreres og politikeres syn på undervisning ligger Andreas Schleicher stærkt på sinde.
– Alt for ofte støder jeg på det, man kan kalde “underskudstænkning”. Lad mig illustrere: I Hong Kong så jeg et skilt over indgangen til en skole, hvorpå der stod:
“Success is when you every day encounter failure, but still you do not give up” (Succes er, når du hver dag mislykkes, men alligevel ikke giver op)
Forskel på prøber og eksamner
– Det er trist, at der er en udbredt tro på, at skal noget lykkes, så skal man først igennem noget ondt. Den form for underskudstænkning har i alt for mange år været grundlaget for skolesystemer verden over. Man kan med en vis ret hævde, at europæiske skoler ikke er til for at lære børn noget, men mere for at sortere dem. Det vil vi gerne ændre med PISA-rapporterne.
Men rapporterne tager jo udgangspunkt i en masse prøver, som netop sortere eleverne?
– Nej ikke helt. Det er vigtigt at skelne mellem eksamen og prøver. Som hovedregel baserer eksamener sig på gennemsnit af elevernes standpunkter. Det vil sige, at hvis du får en god karakter, så bliver min dårligere. Vi bliver begge målt i forhold til et gennemsnit. Derfor er det ikke i min interesse at hjælpe dig. En eksamen kan være afgørende for din og min fremtid. Vi konkurrerer. En prøve er noget helt andet. Prøver peger i princippet mere tilbage på læreren og skolesystemet, for i prøver kan alle score topkarakterer. Ideen med PISA er således ikke at lave norm-referencer, der siger noget om, hvor eleven ligger i forhold til andre elever, men at lave kriterie-referencer, der siger noget om hvor eleven ligger i forhold til en given målsætning.
Man kan sige, at eksaminer siger noget om eleverne, mens prøver siger noget om undervisningen.
I sit sidste skoleår deltog Andreas Schleicher i Jugend forscht, en videnskabskonkurrence for tyske skolebørn. Han havde udviklet en ny metode til fartgenkendelse, hvilket i dag er standard i alle mobiltelefoner med GPS. Han vandt konkurrencen og fik tilbudt job hos Philips. Efter kort tid forlod han dog elektronikgiganten for at gå på universitetet.
– Det er så vigtigt at lære noget, at udvikle sig, forklarer han og fortsætter ivrigt.
– Vi udvikler også konstant på PISA, for der er mange vigtig ting, vi kan blive kloge af at måle på!
Hvilke?
– Sociale kompetencer tales der meget om, og naturligvis er de vigtige. Men de kan jo ikke stå alene. En ma oso kan have ganske udviklede sociale kompetencer. Det verden i stigende grad har brug for er “udvikling af sunde karakterer”. Altså evnen til ikke kun at forstå, at der ndes modsatrettede synspunkter, men faktisk også at acceptere forskellighederne. Der er et stigende behov for at kunne manøvrere i og se verden fra forskellige perspektiver. Det har vi målt på, og der halter danske skoleelever faktisk en smule bagud…
Fra udgivelsen ‘Leve helheden’ – 15 interviews med tidligere steinerskoleelever, forældre og eksperter
Samlet af Thomas Uhrskov
