Det skabende nu i musikken
I musikken kaldes der på de skabende kræfter på en anden måde end i billedkunst og skulptur, siger Jørn Bendixen, musik- og klasselærer. Han giver sit bud på hvad der er musikkens væsen og dens betydning som almendannende fag.
“Livet leves forlæns, men forstås baglæns!“
Alle kender denne sætning, måske endda så godt at den er blevet et citat brugt i flæng, uden dybere overvejelser over hvad sætningen måske kunne rumme af sandheder. Der kunne nok lægges mange betragtninger bag den til belysning af talrige fænomener; jeg vil vælge at se på citatets værdi i forhold til en forståelse af kunsten, i særdeleshed musikken.
Kunstarterne i forhold til fortid og fremtid
Det er tydeligt at sætningen har to retninger i sig, en fremadrettet og en bagudrettet, og så er der noget i midten som det var nærliggende at kalde jeg’et – jeg’et i nuet; det punkt der i en uendelig lille udstrækning, gennem en handling, uafladeligt forvandler fremtid til fortid. Med dette midtpunkt som udgangspunkt og de to ’pile’ i hver sin retning kan man finde en hemmelighed der viser vej til en forståelse af kunsten. I den ene retning finder vi de kunstarter der har billedkarakter, såsom arkitektur, skulptur og maleri. Både når motivet udspringer af den ydre natur med f.eks. mennesker eller dyr som ’modeller’, og når indholdet er ikke-figurligt (nonfigurativt), er der tale om noget levende, bevægeligt der er blevet til et statisk billede. Man kan spørge sig hvilke kræfter der er virksomme både i den der skaber billedkunst, og i den der betragter den. Det er de samme kræfter der danner grundlag for den ’baglæns forståelse af livet’, nemlig billeddannelse som resultat af fortidsstrømmen.
Enhver der vil forsøge at føre denne ’teori’ over på musikken, kommer til kort. Ganske vist er der mange der har forsøgt at imitere noget der bygger på forestillingen, især hele det musikalske område der går under betegnelsen ’programmusik’. Alle kan godt forestille sig ’havet’ i alle dets afskygninger når man hører Debussys ’La Mer’. Men havde Debussy undladt at iklæde sit værk ord, ville tilhørernes associationer nok have været lige så mangfoldige som antallet af lyttere!
Musik er liv, musik er vilje
Nej, med musik hænger det ganske anderledes sammen. Carl Nielsen siger om musikken: “Jeg er overalt og ingensteds; jeg springer over bølgen og skovens top; jeg sidder i den vildes hals, og på negerens fod og sover i stenen og det klingende malm. Ingen kan gribe mig, alle kan fatte mig; jeg lever tifold stærkere end alt levende og dør tusindfold dybere. Jeg elsker stilhedens store flade, og det er min højeste lyst at bryde den. Jeg kender ikke sorg og jubel og glæde og gråd, men jeg kan juble, græde, le og klage på én gang og uendeligt. Musik er liv – som dette uudslukkeligt.“
I dette citat rammer Carl Nielsen i plet med en beskrivelse af musikkens væsen. Det centrale er den mangfoldige beskrivelse af livet der jo kun som musikken kan leves forlæns. Den tyske filosof Schopenhauer har fremsat meget gode udtalelser omkring kunsten og tildeler i den forbindelse musikken en ganske særlig plads blandt kunstarterne. Han siger at tonen er et umiddelbart udtryk for viljen selv. Der er en tydelig analogi mellem disse udtalelser og det ovenfor bragte Carl Nielsen-citat, hvor man i høj grad fornemmer at der er tale om vilje; viljen i naturen, i mennesket, i det uendelige univers, vilje i det ydre og i det indre.
Når vi er aktive i musikken, er vi samtidig lyttende opmærksomme over for alt hvad der rører sig i verden, i naturen omkring os. “Således,“ siger Schopenhauer, “står mennesket i et fortroligt forhold til tingene selv, således trænger han ind i det inderste væsen af tingene selv.“
Der lever i alt og alle en ’grundtone’, en skabende, formende klang, der røber tingenes inderste væsen for dem som lægger ’øret’ til. De klatniske klangfigurer, som de fleste kender fra fysikundervisningen, er ikke blot en kuriositet, men et reelt billede af musikkens eksistens, dens kraft og væsen.
Det dionysiske og det apollinske harmoniseres i kunsten
Som pædagoger står vi med den opgave at leve os ind i barnets inderste væsen, at forstå dette og at handle harmoniserende og i samklang med det. Det er et musikalsk anliggende hvad enten vi underviser i musik eller ej. Det kræver vågenhed i nuet og forståelse for de elementer i livet der peger fremad: viljen, det musikalske; og bagud: forestillingen, det malerisk/plastiske. Det forestillingsagtige bærer noget dødt i sig og må igennem kunsten, fantasiens verden, hele tiden belives, hvorimod det musikalske element har en tendens til ukontrolleret liv, til at blive styret af noget dionysisk, og derfor har brug for at blive gennemtrængt af noget apollinsk. Disse to tendenser er tydeligt at iagttage i vor tids kunst som et dødt, fortænkt udtryk i den plastisk/maleriske kunst, og som et forførende, manipulerende greb om menneskene i musikken.
De fleste mennesker tillægger ikke en sådan betragtning nogen betydning, kunsten i samfundet må jo bevise sin berettigelse eller finde sig i at dø. Den jævne borger kan jo være ligeglad. Men når det drejer sig om kunsten at være menneske, så er det noget som berører os alle, da fremtiden vil stille større krav til netop den kunst.
Det pædagogiske sigte
I Waldorfskolerne lægges der stor vægt på udviklingen af kreative evner. Den megen kreativitet er ikke ment som et tilbud der skal gøre hverdagen og indlæringen lidt mere ’spiselig’. Nej, det kreative, kunst og håndværk, er kvaliteter i sig selv, der ikke har som opgave at gøre os til fagfolk, kunstnere eller håndværkere, men at gøre os til mennesker med en levende forestilling og et styret viljesliv. Derigennem bliver vi i stand til at stå handlende i centrum, i nuet, og forholde os både til det der har været, og til det der skal komme.
Menneskehedens opgave langt ind i fremtiden er at få udviklet sin vilje. Denne lever i dag i menneskene på en meget sovende måde, ubevidst, til tider kaotisk, til andre tider stik modsat, lammet! Schopenhauer taler i sit univers om en blind vilje, en vilje der trods sin blindhed, sin ubevidsthed har en trang i sig til at komme videre mod et endnu ikke synligt mål.
Schelling siger det så smukt i sit lille digt fra Jena-digtningen:
Universets ånd
sover i stenen
drømmer i planten
vågner i dyret
kommer til bevidsthed i mennesket
kommer til fuld udfoldelse i kunstneren
– i geniet.
Det at vi som almindelige mennesker i vor opvækst og livet igennem beskæftiger os med kunsten, er en hjælp til at komme videre, en hjælp til at vide hvad vi skal stille op med vor uregerlige blinde vilje. Her er musikken som den kunstart der bevæger sig fremad i tiden, af uvurdelig betydning, ikke for at gøre os til musikere, men for at gøre os til musiske mennesker.
Selvom vi ikke kan se ind i fremtiden, er det alligevel vigtigt at denne artikels første sætning ikke bliver en sovepude, at vi ikke kun forstår baglæns, men også skaber os en forståelse for at vi som mennesker har en fremtidig opgave og må lære at se og forstå denne. Dette må komme til bevidst-hed i det enkelte menneske og især hos dem der som forældre og pædagoger står med et ansvar for fremtiden.
Af Jørn Bendixen
Denne artikel blev bragt i ‘Barndommen genudsendes ikke’, 2000
