Eurytmi
Eurytmi er en kunstart og et fag, eleverne i Steinerskolerne har fra 1.–12 klasse. Eurytmi er en måde at synliggøre sproget og musikken i bevægelser, hvor mennesket selv bliver instrumentet. Hvorfor skal børnene så lære det? Og hvad skal de bruge et fag til, som er stort set ukendt i samfundet omkring os?
Kort fortalt er det, vi laver i eurytmitimerne en slags essens af alt det, eleverne lærer i de andre fag på klassetrinnet. På den måde bevæger eleverne indirekte den læring, de har fra de andre fag og forbinder sig med læringen med viljeskraft, oplevelse og overblik. I de små klasser er det eventyrene, der danner rammen. Eleverne efterligner lærerens bevægelser, uden at vide, at det er vokaler og konsonanter. Alle eurytmitimer begynder i en fælles kreds – cirklen, symbolet på enhed og helhed. Når de så hører om Skabelsen i 3. klasse, bliver de pludselig bevidste om, at de kender de enkelte lyde – de strømmende vokaler med hver deres stemning, og konsonanterne, der enten kommer til en fast form (B, D, K, T osv.) eller opløser formen. (F, S, H)
Når grammatikken introduceres i 3.–4. klasse bevæger vi udsagnsordene, mens vi står på navneordene, og når geometriundervisningen finder sted i 6. klasse, laver vi trekantforskydninger, hvor hver elev står på et af trekant punkterne. Det kræver overblik, præcision og sans for helheden at få sådan en geometrik-kunstnerisk konstruktion til at lykkes!
Fokus på samarbejde og glæden ved at lykkes
En stor del af eurytmiundervisningen ledsages af klaverspil. Eleverne lærer hurtigt, at vi er instrumenter for musikken. Fødderne bevæger tonernes hurtighed (rytme), armene tonehøjden (melodien) og selve musikken opstår, når vi følges ad og der opstår samklang. Kunsten er en fantastisk opdrager, og gennem bevægelserne, bliver vi medskabende i dette kunstværk. Dette lykkes i en stemning af glæde og begejstring, og denne forstærkes, når vi er sammen om at sætte os mål. Derfor vælger jeg som lærer som regel at spørge børnene, hvad der gik godt og hvad vi kan forbedre. Fingrene ryger i vejret med forslag om at ”lytte til musikken med lukkede munde”, ”følges ad alle sammen”, ”gå samtidig frem og tilbage så vi ikke ødelægger kredsen”. Ord og fokus skaber virkelighed, siger man, og her sætter vi os udfordringerne sammen og jubler, når det lykkes. Hvad lærer børnene af dette? De lærer samarbejde, og glæden ved at lykkes sammen; lydhørhed – over for musikken og hinanden; koncentration og det at være helt til stede i sig selv samtidig med, at man er en del af helheden. Med andre ord helt basale sociale færdigheder. Eurytmien er en fantastisk opdrager i det sociale, innovative og samskabende – på alle klassetrin.
Fokus på at være i sig selv – sammen med andre
Samtidig er eurytmien med til at samle barnet i sig selv. Vi øver på alle klassetrin den bevidste gang, med fokus på fødderne. Det at være ordentligt til stede i sig selv og sin egen oprejsthed. Skal man nde et tidssvarende modebegreb kunne man kalde eurytmien ”mindfulnessbevægelse” eller ”flowtræning”. Modebegreber eller ej – eurytmien er en livskilde af glæde og meningsfuld bevægelse, der hele tiden udfordrer barnets evne til at overvinde sig selv – man kan nemlig kun bevæge sig selv, og når man bevæger sig i eurytmien, er man nødt til at gøre det totalt. Det betyder, at oplevelsen af digtet, eventyret, musikstykket går forud for bevægelsen, og at man skal vide, hvor man er i forhold til de andre. Tanke og følelse og vilje virker sammen og jeg’et balancerer mellem centrering (jeg i mig) og samarbejde (jeg i verden). Dette er helt elementære evner, der igennem eurytmien stimuleres og udvikles – de er professions- og konjunkturuafhængige, og er ganske enkelt brugbare i alle livets sammenhænge. Og dette siger en ”helt objektiv” eurytmist, der har elsket sit fag og sin kunst i 30 år og har set, hvad den gør ved børnene!
AF LOTTE JUUL LAUESEN
Lotte Juul Lauesen er eurytmist på Rudolf Steinerskolen i Silkeborg på 20.år, og coach og udviklingskonsulent i sit eget rma, Inter-Mezzo – proces og bevægelse.
Denne artikel har været trykt i Steinerskolen, #3 / 2012
