Hvorfor er der mindre mobning på Steinerskoler?
I Danmark er en gruppe forskere i gang med et 5-årigt forskningsprojekt med fokus på mobning i skolen. De har netop udgivet en bog om, hvordan vores forståelse af, hvad mobning er, har betydning for, hvilke initiativer, vi tager, når vi møder fænomenet. Det satte tanker i gang omkring, hvorfor man sjældent hører om mobning på Steinerskoler.
Se, det er jo en påstand, at der er mindre mobning på Steinerskoler. Jeg har ikke noget statistisk belæg for, at den er rigtig, men jeg husker en samtale blandt mine tre børn på bagsædet på vej hjem fra skole. Der var kommet en ny dreng i Oskars 6. klasse, og hans lillebror spurgte: “Hvorfor er han flyttet skole?” Oskar svarede, at han “vist blev mobbet i sin gamle klasse”. De sad lidt i tavshed. Så sagde Anton: “Det er mærkeligt, at der kommer så mange til vores skole, fordi de er blevet mobbet. Men der er aldrig nogen, som går ud, fordi de bliver mobbet.”
Dybest set, så tror jeg ikke, at drengene vidste, hvad “mobbe” er for noget. De havde allerhøjest en fornemmelse af, at det var noget med at blive drillet af de andre børn. Selvfølgelig oplevede de også drillerier i deres klasser, derfor undrede de sig over, at det ikke førte til skoleskift.
Mobning, hvad er det?
Og hvad er mobning så? Ved vi voksne det?
En forskningsgruppe har arbejdet med at forstå og analysere mobning i skolen. De påpeger, at vi oftest har fokus på at søge efter en skyldig agressor og et afmægtigt offer. Løsningsmodeller kommer derfor oftest til at handle om at sætte ind overfor den skyldige. Det kan være med samtaler, fratagelse af privilegier og til slut egentlig sygeliggørelse og kriminalisering.
MEN, siger forskerne, det er langt vigtigere at have fokus på, hvad der sker i den gruppe. Hvor nogle børn bliver særligt aktive i forhold til at vise foragt. Kernen i al mobning er barnets – eller menneskets – eksistentielle behov for at være med i et fællesskab. Man er så bange for at være udenfor, at man bliver angst, hvis håbet og længslen efter fællesskabet trues. Angsten kan lindres lidt, hvis man selv er med til at foragte og fordømme andre.
Selvom der altid ser ud til at være en agressor og et offer, når man træder ind i en klasse med mobbeproblemer, så gør man altså klogt i at tage et spadestik dybere og være nysgerrig overfor, hvad det er for en klasse, man står overfor. Hvordan er denne klasses historie? Hvad har bidraget til at etablere de modsætningsforhold, som findes i klassen lige nu?
Karla´s klamme bukser
I en utryg klasse, hvor børnene – af mange forskellige grunde – er usikre på de voksne og ikke har tillid til deres engagement. Hvor de er usikre på hinanden, og hvor konkurrence- og angstniveauet er højt, kan en foragt for hinanden komme til at vokse og der kan opstå en form for panisk kamp for at holde andre ude og selv være inde i fællesskabet. Det er denne kamp, som kan føre til mobning, hvor nogle systematisk holder andre ude.
Forskerne refererer børnene, når de f.eks. fortæller om “Karla, som bare slet ikke passer ind, se f.ek.s på hendes bukser. De er jo helt umulige med de der brede ben, jeg fatter ikke, at hun tager dem på”
Og nej, det handler ikke om et par bukser, men om at mode og smag i nogle klasser kan være dét, som holder nogle inde ved at holde andre udenfor. Det ville ikke hjælpe spor, hvis Karla kom i et accepteret buksemærke. Faktisk ville det kunne få netop denne slags bukser til at tabe så voldsomt i værdi, at de piger, som er inde, vil nægte at gå i deres bukser af dette mærke mere. De vil for alt i verden undgå at blive sat i bås med Karla og dermed risikere social eksklusion.
Problemet findes i relationerne mellem børnene
Nogle gruppeprocesser fører til, at der opstår værdige handlinger, andre til udvikling af foragt. Forskerne har også fokus på, hvordan man som lærer kan bidrage til at få gang i de gode gruppeprocesser i klassen.
De advarer mod “rundkreds-samtalen”, hvor problemet tages op i det åbne og alle inviteres til at høre om, hvordan Karla har det, og hvad hun ønsker, for derefter at blive presset til at love at involvere Karla mere i fællesskabet. Klasseværelset og skolegården/fritiden har nemlig helt forskellige regler. Ofte afstraffes dem, som spiller klassens regler sammen med læreren, når det bliver frikvarter. Problemet er også, at den lærer, som bruger “rundkreds-samtalen” oftest ser mobning som et udslag af ondsindethed, som kan ses hos nogle personer, mens andre personer ses som ofre for den. Der sker en individfokusering, som er farlig, fordi man kommer til at se problemer i nogle børn frem for i de relationer, børnene indgår i.
Forskerne påpeger, at hvis læreren sætter fokus på sociale processer og klassens kultur, så griber hun ind på et kollektivt niveau, hvor det er handlinger, snarere end ord, der skaber forandring. Det kan handle om at vise, hvordan man kan deltage respektfuldt og anerkendende i samarbejde f.eks. omkring opgaver, hvor læreren har dannet grupperne med øje for, hvordan eleverne kan lære hinanden at kende på nye måder. Fokus bliver på at etablere en kultur, der bidrager til at dæmpe angstniveauet i klassen. Det kan være, at der skal klasseture, pigeaftner og samarbejdslege til, når læreren skal engagere sig i at skabe nye normer og værdier i en klasse. Måske skal forældrene også inddrages, så de ved, hvad der arbejdes på og hvordan de kan bakke det op derhjemme.
Forskerne peger derfor på vigtigheden af, at alle lærere, bl.a. gennem deres uddannelse, lærer at tage ansvar for og se sig selv som medskabere af konstruktive klassekulturer.
Omsorg for klasseånden – og for den enkelte
Jeg tror, at forskerne her har fat i noget meget centralt, nemlig lærerens opmærksomhed på at skabe gode klassekulturer. Og min erfaring er, at Steinerskolerne er tæt på at være verdensmestre, når det kommer til at kunne skabe rummelige klasser. Hvor eleverne respekterer hinanden og behandler hinanden ordentligt, selvom de bestemt ikke er bedste-venner og kan støde sig på hinanden på utallige måder gennem deres skoletid.
Måske ligger hemmeligheden i lærerens antroposofiske menneskesyn, som rummer en dyb respekt for det enkelte individ. Og en vilje til at støtte det i at komme videre på netop sin udviklingsvej. Samtidig har hun øje for, at mennesket ikke lærer og udvikler sig alene, men netop gør det i relation til andre mennesker. Når eleverne i sløjd alle arbejder med at forme en skål, så ser de tydeligt forskelle og ligheder hos kammeraterne. De oplever, at læreren kan vejlede dem hver især. Både ham, som tager for hårdt fat og ham, som står og prikker i træet. De kan også se, at Mie, som ellers er så dygtig, når der skal skrives og regnes, kommer helt til kort her. Og alligevel viser læreren hende respekt og støtter hende i at arbejde med træet.
Det ligger i Steinerskolens læreplan, at eleverne skal mødes i forhold til det udviklingstrin, de er på. Derfor vil læreren normalt ikke samle eleverne i en rundkreds, hvor de sammen taler om, hvad der skete i frikvarteret. Hvis der har været kamp og en elev er blevet drillet, så er det fantastisk at kunne fortælle et eventyr om, hvordan den fattige Skidtlas kommer til ære og værdighed, fordi han rummer sande og ædle motiver. Her får børnene billeder at spejle sig i. Både den, der blev drillet og de andre elever kan skabe indre billeder af det gode og det onde og ønske at stræbe mod det gode. Selvom læreren ikke med eet ord har opfordret dem til det.
Den fælles klasseorganisme
Efterhånden som eleverne bliver ældre, kan det være mere relevant at tage konflikter og uenigheder op i klassen. Igen er lærerens opgave at sikre, at det sker respektfuldt og med “den fælles klasseorganisme” som genstandsfelt. Når “vi” gerne vil have mere ro i klassen, hvordan kan vi så hver især bidrage til det? Løsningen er ikke, at Bjørn må forlade klassen, fordi han larmer mest. Hvis der er enighed om, at Bjørn larmer særligt meget, så er opgaven at finde ud af, hvad Bjørn selv kan gøre og hvad vi andre kan gøre for at hjælpe ham med ikke at larme.
Læreren er et forbillede, som med sit eget engagement og sin egen respekt, viser børnene, hvordan de kan agere. En lærer må derfor aldrig håne, ironisere eller vise foragt for en elev. Sker det, så taber eleverne både respekt for læreren og for hinanden og der skal et intensivt reparationsarbejde til.
En lærer yder med andre ord social kunst i forhold til sin klasse. Dét at skabe klasseidentitet og -solidaritet kommer ikke af sig selv. Det bygger på et menneskesyn og en bevidst selvskoling, som holdes levende hver dag, læreren møder sine elever i Steinerskolen.
Af Birgitte Ravn Olesen
Birgitte Ravn Olesen var dansk redaktør på Steinerskolen og kommunikationskonsulent
Denne artikel har været trykt i Steinerskolen, #1 / 2010
Litteratur:
Kofoed og Søndergaard: Mobning – sociale processer på afveje, Hans Reitzels Forlag, 2009
