Læreren bestemmer det hele!?

I en bikube hjælper alle dronningen og hinanden, fordi de ved, at dronningen kender den rigtige vej. Og kun gennem samarbejde, kan alle trives og kuben bestå. Sådan er det ikke, når eleverne mødes for første gang og skal til at gå i skole. Men sådan bliver det efter nogle år, hvis ”dronningen” viser vejen. Det stiller store krav til hendes lydhørhed og evne til at mærke efter, hvad eleverne har brug for.

Bier er født i deres kube og stiller ikke spørgsmålstegn ved, om det de skal, er rigtigt eller forkert. Eleverne, som skal gå i 1. klasse, er ikke født i klassen. De har levet omkring 7 år i hver deres kube, med hver deres familie, i hver deres hjem. Børnene kommer med hver deres baggrund, har hver deres form og rytme, hver deres vaner; Én bor på landet og hjælper med på gården. En anden er den ældste af 5, har et par travle forældre og er vant til at drage omsorg for de små. En tredje er vant til selv at bestemme alt, og vælger oftest at spille computerspil; en fjerde har en hidsig far og ordner sine pligter af frygt. En femte bor på skift hos mor og far, som har forskellige regler. En sjette kommer for sent i seng fordi hans søskende er teenagere osv, osv …

Der udover har hvert barn sit temperament. Nogle er stille og drømmende, andre udadvendte og aktive, nogle kan lide at bestemme, andre ikke. Kort sagt: 24 forskellige børn, med hver deres familiemønster og væsen skal nu følges ad; arbejde sammen mange timer om dagen, meget af tiden i et lille lokale, hvor der lige er en plads til hver. Det kræver ikke stor fantasi at forestille sig, at denne kommende ”klassebikube” kan summe højlydt, i ikke altid lige velklingende harmonier…

Læreren skal drage som lyset

Det siger sig selv, at alle disse nye, spændte elever må mødes af en klasselærer, som fra første sekund ved hele sin optræden, med hele sit væsen viser, at han eller hun kan og vil lede alle disse vidt forskellige børn ind i en ny verden; en verden som er fuldstændig fast i sin form og så fuld af indhold, at enhver barnesjæl lader sig føre og mætte af alt det, der trylles frem for deres sanser; en lærer som ved præcis, hvad den enkelte næres af og har brug for.

At gå i skole er først og fremmest at lære. Ofte tænker vi først på, hvilket fagligt indhold, der skal læres, men faktisk er dét at blive et socialt væsen nok så vigtigt. Eleverne skal lære at indgå i en helhed, hvor hver enkelt får lige præcis så meget plads, som han eller hun har brug for. Derfor er det så godt med store klasser med mange muligheder for at øve det sociale. I frikvarterene og i pasningsordningen øver eleverne sig i det frie rum. Der er voksne tilstede, men de lægger selv legene tilrette og samarbejdets svære kunst bliver øvet dagligt. Det kan give knubs og sure miner, men som regel finder de en form, som er god for alle, og ellers ja, så får de hjælp.

Inde i klassen skal der arbejdes. Der er det ikke eleverne, som tilrettelægger og aftaler, hvad der skal ske. Der er det læreren og kun læreren.

Eleverne lærer af alt, vi gør

Når klokken ringer stiller eleverne op på række, en fast rækkefølge og rækken går ind, når den får lov. Læreren hilser på alle i døren og eleverne stiller sig bag stolen på deres faste plads og morgenverset bliver sagt. Alle får lov at sætte sig og alle får lov at tale, men først når læreren siger til. Alle spiller øjte, alle synger årstidens sang, klassen hjælpes ad med at genfortælle eventyret fra dagen før og alle skriver og tegner det i deres hæfter, som de får besked på. Og sådan fortsætter det skoledagen igennem. Alle arbejder med det, som læreren har forberedt. Alle falder til ro i den faste rytme, alle falder til ro i tillid til, at læreren ved, hvad der skal ske og alle lærer det, de skal. (Bemærk, at der i alle klasser er elever, som har særlige behov eller specielle evner og som må tilgodeses mere individuelt, eventuelt med en ekstra lærer i klassen som hjælper.)

Efterhånden opdager eleverne, at noget er let for dem selv og svært for sidemanden. Man kan måske skrive hurtigt og flot, mens naboen har meget svært ved at forme bogstaverne. Han er til gengæld meget dygtig til at øjte, hvilket man selv synes er svært. Eleverne opdager hinandens forskellighed både i det faglige rum og i den frie leg, og de bliver bedre og bedre til at hjælpe- og til at lære af hinanden.

At sige morgenverset, så det lyder som en stor stemme, er socialt dannende. At lytte, når der er en af de andre, der skal fortælle, og at turde tale, når det er ens tur. At spille på øjterne, så alle kan høres og at synge lige højt. Alle disse såkaldt kunstneriske indslag i undervisningen er som skabt til at lære samarbejdets svære kunst.

3 måneder senere

Efter de første 3 måneder kender alle rytmen og ved, hvordan man er sammen i klassen. Så kommer det tidspunkt, hvor det er muligt at mærke det, man kalder klasseånd, klassens særlige stemning. For selv om læreren bestemmer alt, så er klassen sammensat af 24 vidt forskellige børn. Det, hver enkelt bringer med sig, giver noget særligt til klassen, beriger fællesskabet. Det bliver en del af klassens helhed.

Og nu kommer vi til det, der gør, at det er fantastisk at være lærer og gør, at man gang på gang må klø sig i håret og erkende, at man faktisk er den, der modtager undervisning;

Mange gange har jeg skrevet: ”Læreren bestemmer alt” men faktisk er det eleverne, der bestemmer. Ubevidst bestemmer de, hvad læreren skal bestemme, for en lærer mærker meget hurtigt, hvad en klasse har brug for, og hvordan det skal formidles.

Når læreren lytter, summer bierne af arbejdsglæde

Som klasselærer har man lagt en årsplan og alt er gennemtænkt til mindste detalje.

Dagligt bliver hver enkelt time planlagt punkt for punkt, men det kan ske. Det gør det ofte, at klassen i deres bevidsthed er et helt andet sted, end de var i går, eller i timen før. Da man som lærer nødvendigvis må møde eleverne, hvor de er. For at kunne lære dem noget, er kunsten, at det, der skal arbejdes med, hurtigt bliver tilpasset, så det møder klassen, hvor den er lige nu.

Vi skulle for eksempel arbejde med en leg i tysktimen, som gav eleverne kendskab til nye udsagnsord. En flok elever har fundet en frø i frikvarteret og er meget optaget af dens videre skæbne, så vi må nødvendigvis bruge lidt af timen på at gå ned til mosen med den. Efterfølgende må de udsagnsord, vi arbejder med, tilpasses frøernes verden. At danse, at synge, at yve bliver altså skiftet ud med, at svømme, at kvække, at hoppe osv. med et dejligt frø-billede til. Vi havde en fælles oplevelse og k arbejdet med det, vi skulle. Havde vi ladet frøen være, ville klassens bevidsthed alligevel have været hos den, om jeg så dansede, sang og fløj nok så flot.

Når bidronningen ved, hvad bikuben, med alle de enkelte bier har behov for. Så elsker alle bierne at arbejde med det, som hun bestemmer. Fordi hun selvfølgelig bestemmer det, som den enkelte bi ganske ubevidst ved, at den har brug for. Så hjælpes alle klassens bier meget gerne ad og klasselokalet summer af arbejdslyst.

AF ANITA VINCENTZ
Anita Vincentz er klasselærer for 3. klasse på Kristofferskolen
Denne artikel har været trykt i Steinerskolen, #3 / 2012