Steinerskolens evalueringskultur
Lovgivningen for friskoler kræver at skolerne anvender evalueringer både mht. den individuelle elev og skolen som helhed. Evalueringerne skal anvendes til at vurdere graden af målopnåelse og til at korrigere indsatsen individuelt og for hele skolen.
Det kunne umiddelbart lyde skræmmende, fordi Steinerskolen som et af sine karakteristiske trak hæger om netop ikke at afholde prøver, eksaminere, give karakterer mv.
Der er inden for de seneste år i uddannelsesverdenen opstået en lang række erfaringer og vurderinger af vidt forskellige evalueringsmetoder. Et overfladisk kendskab til disse kan kaste et nyt lys af forståelse over, hvad evaluering er og kunne være for en Steinerskole.
I anledning af Steinerskolernes 50 års jubilæum i Danmark i 2000 blev der lavet en stor udstilling i Øksnehallen. Her blev der blandt meget andet indrettet en hel allé med Annas arbejder fra først til sidst. Hun – og hendes familie – udmærkede sig ved at gemme hvert eneste arbejde, hun havde lavet i skolen gennem alle 12 år. Hvert periodehæfte, hun har skrevet, hver stil, hvert syarbejde, hvert håndværksprodukt, alt. Det blev til en meget stor kasse. Bare periodehæfterne er der vel 150 af. Det var en oplevelse at se den konsekvente udvikling og den omfattende dokumentation, der var på hendes læreproces. Og ikke mindre imponerende var det at se Anna selv: Hun tog det virkelig pænt sådan at blive udstillet for alverden. Hun var rigtig godt tilfreds med at kunne se tilbage på sig selv, ikke blærestolt, ikke ydmyg og selvudslettende, bare helt hvilende i sig selv og ærlig: Det har jeg alt sammen lavet, og derfra kan jeg komme videre.
I lyset af, at Anna bare er én ud af hundreder af elever, der kunne have givet materiale til en lignende udstilling, mener jeg, at Steinerskolerne roligt kan ’sætte sig i førersædet’, hvad angår evaluering. Steinerskolerne har i virkeligheden gennemført konsekvente evalueringer, portfoliometoder, offentliggørelser osv. i langt større udstrækning og med langt større konsekvens end nogen anden skoleform.
Steinerskolens faggrupper:
Det er tilstræbt, at Steinerskolen tilbyder en afbalanceret fagblanding og tillige en afbalanceret blanding af undervisningsmetoder inden for disse områder:
- Det håndværksmæssige med fag som strikning, bogbinding, snedkeri.
Det kunstneriske med fag som musik, maling, eurytmi, dramatik.
Det intellektuelle med fag som dansk, matematik, biologi.
Det er væsentligt, at der inden for hvert af disse områder udvikles eller rendyrkes evalueringsmetoder, der svarer til områdets og naturligvis også til fagenes natur.
Steinerskolen anvender talrige evalueringsformer inden for hvert område og hvert fag:
Håndværk: For eksempel strikker eleverne et par sokker. Selve produktet er en evaluering: Både elev, lærer og hjem kan tydeligt se, hvad eleven har lært, bedømme kvaliteten, konstatere om begge sokker blev færdige, om de passer, er lige store. Elevernes produktion bliver udstillet både i klasserne og i skolen som helhed ved forårsfest, høstfest mv.
Kunst: I musik opfører klassen eller orkestret musikalske værker, både ved særlige lejligheder som julebasar, forældrearrangementer, månedsfester mm. Der bliver indstuderet og opført skuespil og eurytmi, og kriteriet er netop at nå at blive færdig til offentlig fremvisning til en bestemt fastsat tid. Meget målrettede processer, men processer, der samtidig passer til fagets natur.
Elevernes billeder bliver udstillet ved forskellige lejligheder, deres tegninger fra kunstrejser bliver til foyerudstillinger, de laver samlemapper og hæfter med deres værker, enten individuelt eller i klassesammenhæng.
Hovedfag: For hver eneste fagperiode fremstiller hver elev sit eget periodehæfte. Den proces, der skal til, og som eleverne øves i fra første klasse, er én kæde af evalueringer (blot har Steinerskolen aldrig kaldt det sådan). Ideelt arbejder eleven metodisk og evaluerende med stoffet hver dag i hovedfagsperioden:
- iagttager opmærksomt når nyt stof fremlægges,
- genkalder sig det nye stof alene, redigerer det og sover på det,
- er med til at give et referat af stoffet den næste dag,
- får afklaret spørgsmål, diskuteret sammenhænge, lavet konklusioner,
- skriver og tegner stoffet i sit eget periodehæfte,
- afleverer det færdige periodehæfte – og ofte det ufærdige hæfte flere gange undervejs i perioden, og får vurderende tilbagemelding på sit arbejde.
Der er således indbygget fag-relevante evalueringer overalt i undervisningen.
Til disse er at bemærke:
- De evalueringsformer, der er en fast og mangfoldig bestanddel af arbejdet i en Steinerskole er karakteristiske ved:
At der er stor ’kunstnerisk’ frihed.
At der er uomgængelige faglige krav stillet af indholdet selv.
At undervisningens tre grundelementer (det faglige, det kunstneriske og det håndværksmæssige) spiller sammen i alle evalueringsformerne.
At samspillet mellem de tre grundelementer bevidst sker i stigende grad gennem de 12 år.
At evalueringen er offentlig: udstilling, koncert, opførelse, aflevering, brugsgenstand, gaver. - Og samtidig er evalueringsformerne karakteristiske ved:
Ikke at være selvevalueringer.
At være magtfrie: Eleverne beundrer hinandens arbejde og er stolte af deres eget.
At autoriteten evaluerer, medens eleven forholder sig til stoffet, ikke til egen læring.
Eksempler:
Koncerten er hovedsagelig kunst, men båret af en håndværksmæssig kunnen og af en intellektuel viden om musikstykket, komponisten, stilart mv:
Eller: Historien om Hans og Grethe er blevet fortalt og skal gengives i periodehæftet. Sætningerne skal være hele, stavningen korrekt, fortællingen skal have det rette flow, personerne skal have identitet osv. Men opsætningen i hæftet, tegninger, farver, vægtninger, tolkninger osv. kan i høj grad være et frit anliggende, dog håndværksmæssigt og kunstnerisk forsvarligt.
For at opfylde lovens krav vil der i mange tilfælde kun være tale om at gøre evalueringerne mere bevidste og afklarede.
Det er en diskussion værd, om de mange allerede eksisterende evalueringsformer kan og bør offentliggøres på internettet. Fx er der ved julebasaren en stor udstilling i form af en fest, hvor næsten alle skolens elever optræder i en eller anden form: De spiller, opfører klassespil, passer boder, laver mad, deres periodehæfter er udstillet sammen med alle de ting, der er frembragt i håndværk og kunsttimer. Enhver kan danne sig et fuldstændigt og detaljeret overblik over skolens og elevernes kunnen på denne dag. Det, en offentliggørelse på internettet kan tilføre, er blot en øget tilgængelighed, men med samtidigt tab af livfuldhed og detaljerigdom, for ikke at tale om det meget omfattende ekstraarbejde, der ville være at med få det forarbejdet til en internet-brugbar form.
Jeg er fristet til at tage diskussionen op om det betimelige i at følge lovens bogstav på dette punkt, men vil samtidig advokere for, at der laves en reportage og en anmeldelse af årets omfattende udstillinger, således at historien fastholdes.
Sammenligning med folkeskolen: “På hvert klassetrin og i hvert fag samarbejder lærer og elev løbende om fastlæggelse af de mål, der søges opfyldt. Elevens arbejde tilrettelægges under hensyntagen til disse mål. Fastlæggelse af arbejdsformer, metoder og stofvalg skal i videst muligt omfang foregå i samarbejde mellem lærerne og eleverne.” (Folkeskoleloven § 18, stk. 4)
Og i § 1 (formålsparagraffen), stk. 3: “Skolen forbereder eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Skolens undervisning og hele dagligliv må derfor bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati.”
Steinerskolen adskiller sig fundamentalt fra dette, idet det, der skal læres, ikke står til diskussion. (Det gør det heller ikke i folkeskolen, se deres lovfastlagte læringsmål.) Og lærerne lader det heller ikke stå til diskussion, og slet ikke med eleverne, og slet slet ikke med eleverne i de mindre klasser.
Og hvorfor ikke: Fordi fagene, virkeligheden, er der, og fordi den kan erkendes af mennesket gennem skolet iagttagelse og tænkning. Den iagttagelse og tænkning, den metode, der skal anvendes afhænger IKKE af en mere eller mindre ligeværdig overenskomst mellem lærer og elev, men af stoffet selv. Man må lære at anvende den metode, der passer til det stof, der er objektet for undervisningen. Sagen er afgørende, ikke loven.
Derfor skal eleven naturligvis medinddrages i evalueringen, men på en sådan måde, at lærer og elev sammen ser på, hvordan eleven har behandlet stoffet, og ser på, om det er relevant for stoffet, sammenhængen, alderstrinnet mv. Stoffet er opdrageren, fordi det kan erkendes.
Af Ove Frankel, Institut for Udviklingskunst
Ove Frankel er mangeårig lærer på videregående trin i fagene historie og samfundsfag, men også kunstbetragtning og smedning på Vidarskolen. Han har i en årrække sideløbende læst pædagogik ved DPU.
