You are here:

Værdigrundlag

Byens Steinerskole er et levende og inkluderende læringsfællesskab med en undervisning, der er baseret på en dyb forståelse af barnets udvikling, og som integrerer det intellektuelle, det kunstneriske og det praktiske for at fremme barnets evne til at engagere sig fuldt ud i verden.
Vi er en friskole, der omfavner mange forskellige samfundsgrupper fordelt over hele Storkøbenhavn, og vi ser det som essentielt, at vi er en skole for det hele menneske med fokus på læredygtighed, væredygtighed og bæredygtighed.

Menneskesyn

Vi anvender Rudolf Steiners innovative uddannelsesfilosofi og læreplan i en moderne kontekst, hvor mennesket består af krop, sjæl og ånd. Det er vores vigtigste opgave at rette den rigtige opmærksomhed mod hvert af de tre områder, så vi derigennem tilgodeser barnets medfødte evner, muligheder og ønsker. I gennem forståelsen af børnenes tanker, deres følelser og deres vilje udvikler det enkelte barn sin unikke kerne, sit væsen og sit temperament.
En dannelse funderet på dette menneskesyn, er henholdsvis målet og det primære for os.

 

Individet

Vi anerkender og værdsætter hvert barn og dets særlige evner og potentiale. Det enkelte barns udvikling mod selvstændig virkelyst og livslyst afhænger af, at dets unikke kerne plejes og får mulighed for at udtrykke sig i forskellige aktiviteter.
Udfordringer i både boglige, håndværksmæssige og musikalske fag sørger for, at børnene mærker deres egne og andres evner og styrker. Det udvikler faglige og sociale færdigheder.
Børnene og de unge mennesker har brug for at blive set og mærke en sand og varm opmærksomhed om dem. På sigt er det den interesse, der giver dem styrken til at spørge; ”hvem er jeg, hvad ønsker jeg, og hvad vil jeg gerne udrette?” – og finde svaret selv.

 

Forbilledet

Fællesskabsdannelsen er et vigtigt motiv i pædagogikken, fordi vi som mennesker næres af at have og være gode forbilleder.
Børn er fantastiske menneskekendere, og det er en pædagogisk grundtanke, at lærere og pædagogers væsen påvirker børnenes adfærdog læring.
Det er derfor af vital betydning for det enkelte barn og fællesskabet, at de voksne aktivt arbejder med sunde vaner, respekt for mangfoldighed og gode og høje mål.
Gode forbilleder betyder, at barnet senere i livet lettere kan knytte sociale bånd og tage ansvar for sig selv og andre.

 

Tanken, følelsen og viljen

Vi bestræber os på at stimulere børnenes tanker, følelser og viljer bedst muligt, fordi alle tre elementer spiller en central rolle i et menneskes udvikling.
Det er gennem følelserne og sanserne, at begejstring for læring vækkes.
Faglige, kunstneriske og kreative udfordringer, kombineret med sand og varm opmærksomhed ansporer og motiverer børnene til virkelyst og engagement. En stærk vilje virker på børnenes evne til at tænke selvstændigt.
Når undervisningen går fra hjertet over hånden til hovedet, mener vi, at børnene får en moralsk impuls, som lever i dem.

 

Rytmens bærende kraft

Rytme er et vigtigt element i pædagogikken. Sunde vaner, stærke livskræfter og god læring beror på tryghed gennem en genkendelig og overskuelig rytmisk undervisning.
Skoletimen, skoledagen, skoleugen og skoleåret er underlagt en rytme, der sørger for vekselvirkninger mellem aktivitet og ro, koncentration og adspredelse, hoved og hånd.
Som årstidernes skiften, åndedrættets liv og døgnets vekslen, anser vi rytme for liv. Intet liv er stillestående, men i rytmen skal der være plads til spontanitet, fleksibilitet og forandring. Det styrker børnene.

 

Læringslyst og kompetencer

Ved at opretholde en høj faglig standard i alle fag med en integrativ tilgang til både det  intellektuelle, det kunstneriske, det praktiske og det sociale, udvikles alle barnets kompetencer. Boglige, håndværksmæssige og kunstneriske kompetencer skal derfor tilgodeses i skoleskemaet.
Det er samtidig af stor betydning, at barnets sociale og moralske kompetencer udvikles. God social adfærd er fundamentet for sund selvstændighed.
Pædagogisk er det overordnede mål at vække den størst mulige friheds- og ansvarsfølelse i børnene, så de senere virker positivt i et kultursamfund.
Vores læringsorienterede kultur uden eksamener og karakterer, med fokus på løbende evaluering, giver eleverne inspiration, læringslyst og mod til nye udfordringer.

 

Trivsel for alle medarbejdere

Vi skal udvikle og dyrke samarbejdsrelationer og fællesskaber med og blandt medarbejderne, bestyrelsen, administrationen og skolens familier. For at både børn og voksne skal trives, er det af af afgørende betydning, at der hersker en positiv stemning, og at alle i skolens organisation kan identificere sig med skolens værdigrundlag og menneskesyn.
Som medarbejdere er det vigtigt for os at have et godt arbejdsmiljø, et godt læringsmiljø og en gennemskuelig struktur.

 

Læringsrummet

Vi bliver påvirkede af de rum vi opholder os i, og omgivelsernes indretning, udsmykning, farver og æstetiske udtryk har betydning for, hvordan mennesket udvikler sig og lærer.
Vi bestræber os på at skabe smukke rammer i lyse og varme farver, som afspejler den stemning, der kendetegner de enkelte alderstrin og undervisningens vekslende indhold.
Skolen skal være ren og ryddelig, og ting har faste pladser. Kunst og andet arbejde lavet af eleverne udstilles, så eleverne oplever, at deres arbejde bliver set og værdsat.
Æstetik i rum og lokaler understøtter grundlæggende undervisning og læring.

 

Samarbejde

Skolens samarbejde med hjemmene er afgørende for børnenes positive udvikling, og forældrene orienteres grundigt om barnets skolegang, og inddrages løbende i fællesarrangementer. Aktiveringen af viden, kunnen og energi i forældregruppen anses som en afgørende trivselsfaktor for børnene og en eksistensbetingelse for skolen.

Vi værdsætter engagerede forældre, der ønsker at tage del og være aktive i skolens liv. Der skal derfor være klarhed over ansvarsområder og hvordan et samarbejde kan vokse og gro, og hvordan vi i fællesskab kan skabe en bæredygtig forældrekultur.

Vi samarbejder med Undervisningsministeriet, pædagogisk-psykologisk-rådgivning og socialforvaltningen og benytter os løbende af deres ekspertise.

 

Omverdenen

Byens Steinerskole skal være et kulturcentrum i dynamisk udveksling og tæt samarbejde med såvel lokalområdet og vores internationale netværk.
Vi stræber efter kulturel mangfoldighed i en urban kontekst med en forpligtelse til at integrere naturen i den daglige undervisning og give forståelse for naturens betydning og ressourcer.

I det hele taget betragter vi skolen og dens arbejde, som det vigtigste element i udviklingen af et godt samfund.