Hvad er det, man har valgt, når man sætter sine børn i en Rudolf Steinerskole?

Skolevalget er et af de vigtigste valg, vi træffer på vore børns vegne. Intet mindre end det bedste er godt nok, når det drejer sig om at overlade dannelse og uddannelse af ens guldklump i andres varetægt. Jeg tror, at de fleste undervisere – uanset pædagogisk retning – har stor respekt for den tillid, forældrene viser læreren og skolen, og alle forsøger at vise sig denne tillid værdige. Men hvilket valg er det egentlig, man har truffet, når man som forældre sender sit barn til en Steinerskole?

Når man vælger at sende sit mindre barn til en Steinerskole, så vælger man først og fremmest at sende det på en eventyrlig rejse, som bliver barnets, og på sidelinjen også forældrenes virkelighed. En rejse, hvor læreren åbner vinduer og døre til verdens store sammenhænge, og hjælper barnet til at opdage og optage det i sig selv. En rejse, som begynder ved begyndelsen, så barnet kan opleve og forstå, hvordan alting virker sammen. En rejse, hvor barnet får lov at undres, betages og begejstres og på den måde forbinde sig følelsesmæssigt med alt det, det lærer.

At uddanne er ikke at fylde tomme kar, men at pleje spirende frø

Grundfilosofien i en Steinerskole er, at læring skal give næring. Deri ligger et opgør med den lineære og rationelle tankpasser-undervisning, hvor et stof præsenteres for eleverne, som dernæst forventes at kunne reproducere det lærte. I en Steinerskole skal ”hele planten vandes” – der skal være noget, hånden kan gribe og skabe, noget, som sjælen kan blive grebet af og noget, som ånden, tanken kan begribe. Populært sagt betyder det, at både hoved, hjerte og hænder/ fødder går i skole og skal inddrages i læringen. Det, som barnet lærer, skal det ”fordøje” og gøre
til sit eget, og det sker ved at barnet fører sit eget skolehæfte, hvor lærestoffet udtrykkes i ord, i billeder, i gurer – med andre ord skaber barnet selv det, det har lært. Det sker også ved at det, barnet hører i det, vi kalder ”fortællestoffet” i hovedfag(1) glemmes, for dagen efter at blive genskabt og genfortalt af eleverne selv.

Der er for tiden megen fokus i folkeskoler og gymnasier på det, der kaldes ”Cooperative learning”, som netop handler om, at læring bedst sætter sig fast der, hvor man har formidlet det til andre. Dette har været praksis på Steinerskolerne længe inden vi vidste, at det hed sådan! Også Howard Gardner har med sin bog om de ni intelligenser nuanceret billedet af intelligens og læring, og dermed givet en nutidig forklaringsbaggrund for, hvorfor Steinerpædagogikken virker med sin inddragelse af bevægelse, musik, tegning og håndværk i undervisningen.

Kunstnerisk funderet undervisning

Hvordan sikrer man, at man skaber de bedste forudsætninger for, at barnet, når det forlader skolen som ungt menneske, er i stand til at klare sig selvstændigt i verden?

Hvis forældrene svarer, ”at mit barn bliver god til at bruge computer allerede i 1. Klasse” eller at ”hun (eller han) lærer at læse så hurtigt som muligt,” så skal de ikke vælge Steinerskolen!

På Steinerskolen arbejder vi ud fra en erfaringsbaseret tro på, at modning er en langsom proces, hvor resultatet, fx læseevnen, ikke afhænger af, hvor hurtigt, man har tilegnet sig den. Derimod viser det sig, at en mangestrenget tilgang til læring stimulerer og understøtter barnets udvikling og bidrager til, at lysten til at lære nyt varer ved.

Derfor bruger vi den kunstneriske undervisning som en aktiv del af læringen. Når 1.klasse eleverne lærer at spille pentaton fløjte, udvikles på én gang deres lydhørhed og musikalitet, deres finmotorik (fingrene) og deres sociale evne til at spille sammen og følges ad. Når konsonanterne er ”tryllet” frem af eventyret, og den tykke bjørn viser sig at gemme bogstavet B i sig, lærer barnet på én gang at skrive bogstavet, modellere det i bivoks (som først skal varmes op og blødgøres af små varme barnehænder), smage på det med små bogstavvers, finde ord, der begynder med B, og bevæge lyden i eurytmi.

På alle alderstrin indgår det kunstneriske, både indirekte og som direkte fag. Som forældre kan man måske frygte, at det går ud over den rent faglige intellektuelle undervisning, og elevens faglige niveau. Praksis viser derimod, at det forholder sig omvendt: det kunstneriske ser ud til at supplere og stimulere det intellektuelle, så eleven ud over at gå ud af skolen med en bred vifte af kunstneriske evner også når et højere fagligt niveau. Igen er vi forskningen tak skyldig, fordi hjerneforskning i disse år netop er ved at kunne forklare, hvorfor udviklingen af de kreative evner i højre hjernehalvdel stimulerer den intellektuelle læring.

Mange og forskelligartede udfordringer

Hvordan sikrer man, at man skaber de bedste forudsætninger for, at barnet, når det forlader skolen som ungt menneske, er i stand til at klare sig selvstændigt i verden?

Et kort svar på et stort spørgsmål kunne være: ved at give det forskelligartede udfordringer at spejle sig i. Ved at ligestille håndens og åndens evner. Ved at tilbyde barnet den type læring, som det kan fordøje og begribe på det pågældende alderstrin. I 1. Klasse er verden god og hel og alt er, som det skal være. 1 er det største tal for det har alt i sig, og alt i hele verden findes i den lige og den krumme, i vokalerne og konsonanterne. I 7. klasse falder verden fra hinanden, bliver kaotisk og sort og hvid. Læreplanen imødekommer dette med kemi – opløsning af stoffer, med fortællinger om de store opdagelsesrejsende, der måtte risikere alt for at vinde nyt land, og med perspektivtegning og sort-hvidtegning.

For den, der er interesseret i det, er der en spirituel baggrund for alt, hvad der foretages i en Steinerskole, som man kan læse om. For den, for hvem sund fornuft og et godt resultat er det vigtigste, kan Steinerpædagogikken også forklares helt praktisk og enkelt. Det, der kan være godt at vide som forældre er, at der er ”mening med galskaben”, som dermed lader sig forklare og beskrive. Men skal projekt ”livsduelige unge mennesker” lykkes, så er der én forudsætning, vi ikke må glemme: samarbejdet og tillidsforholdet mellem lærere og forældre. Mærker barnet den mindste mistillid fra forældrenes side, så lukker det sit hjerte, og så er det svært at lære. Derfor hører tvivl udelukkende hjemme i dialogen mellem forældre og lærere, og aldrig med barnet!

Vidnesbyrd

Når skoleåret slutter modtager eleven en gave: et vidnesbyrd, hvor det vil opleve sig set, beskrevet og spejlet af samtlige lærere, det har haft. En beretning, der handler om de skridt, barnet har taget i det pågældende fag i skoleåret, og en kærlig henvisning til de udfordringer og forbedringer, barnet kan tage næste år. Altså IKKE en dom i form af et abstrakt tal, der sammenligner barnets ”standpunkt” med et vedtaget gennemsnit. Men en individuel karakteristik, hvor barnet ses i lyset af sit eget væsen og sine egne muligheder.

Det er muligt, at Steinerskolen ikke er svaret på alle de ukendte udfordringer, fremtiden vil møde det med. Men når jeg ser på alle de problemer, al den usammenhæng, alle de lidelser, jeg møder i mit arbejde som coach og konsulent, så er jeg ikke i tvivl: Steinerskolen vil være mit bedste bud!

1) Hovedfag er periodeundervisning, hvor man i fx 3 uger har 2 timer hver morgen med samme fag. Fagene følger tematisk klassens alders- og udviklingstrin.

AF LOTTE JUEL LAUESEN
Lotte Juul Lauesen, eurytmist, coach og udviklingskonsulent og mor til 3 børn, der alle har gået på Steinerskole.
Denne artikel har været trykt i Steinerskolen, #3 / 2012